, Danish, transl. , from the original 'Ljósvetninga saga'.

Ljosavandsfolkenes Saga

Torgejr Gode hed en stor Høvding, som boede paa Ljosavand. Paa samme Tid boede der tre Brødre Sølmund og Saxulv og en til, Vidars Sønner, paa Gnup, saare stridbare og ubillige Mænd; de boede først i Reykjadalen østenfor Aaen, og fór saa voldsomt frem der baade med Løsagtighed og Drab og anden Overlast, at Faa vovede at sætte sig op imod dem eller gjøre andet, end hvad de vilde have. Der gik da ogsaa Ry nok af dem, men det var ikke for det Godes Skyld. Paa Reykjar boede der en gjæv Bonde ved Navn Ølve; han havde en Datter, og hende holdt Sølmund, som var den værste af Brødrene, til med og lagde jævnlig sin Gang did for at træffe hende. Det var imod hendes Frænders Vilje, men de var kun Smaafolk, saa de kunde ingen Modstand gjøre ham. Paa den Tid boede Ufejg Jerngerdssøn paa Skard; han var en stor Høvding og en modig Mand. Engang han skulde ind over Herredet, søgte Ølve ham og bad ham komme til ham, naar han vendte tilbage, og fortalte ham om alt det Uvæsen, Vidarssønnerne gjorde. Ufejg sagde, at det vilde blive vanskeligt at standse dette Ustyr, men lovede at komme, naar han fór hjem, og Ølve takkede ham for Løftet. Det var Kvæld, da Ufejg kom derhen. Da havde Vidarssønnerne givet sig paa Vej til Ølves, og da de var nær ved Gaarden, sagde Sølmund: "Nu skal I to blive staaende i Døren, og holde Jer mandelig der; ikke tænker jeg, at Ølves Trælle holde Stand imod os", og saa gik han ind og fik fat i Pigen og trak hende ud med sig. "Hvad skal vi nu gjøre, om de komme imod os alle tre Vidarssønner? sagde Trællene, de var atten i alt; men saa sprang Ufejg op, tog sine Vaaben og gik ud efter dem. De var da komne til Tungjærdet, men, idet Sølmund vilde trække Pigen ud af Gaarden, greb Ufejg fat i hende og trak hende indenfor Gjærdet. "Hvad tænker du paa, Sølmund, med alt det Ustyr, du gjør med Bondedøtrene?" sagde han; "du kan vel tænke, at Folk ikke vil finde sig i sligt af dig. Nu kan du hente hende paa Skard, om du vil, saa kan vi prøve en Dyst sammen". Sølmund sagde, at der skulde ikke være Strid imellem dem for den Sags Skyld, og Enden blev, at han gik sin Vej. Det hjalp, at Ufejg lagde sig imellem, thi siden drev de ikke deres Uvæsen saa slemt, og Ølve fik Lov at være i Fred.

Kort efter kom Halvard, Arnor paa Reykjahlids Søn, hjem til Island og lagde til Land i Husevig; han ejede Skibet, han kom med, i Fællig med en Nordmand, der hed Sigurd. Nordmændene blev Vinteren over, og Sigurd tog Ophold hos Bonden Forne paa Hage i Reykjardalen; han vilde sælge sine Varer om Vinteren og fór derfor jævnlig omkring der i Herrederne, og saa hændte det engang, da han red forbi nedenfor Sølmunds Gaard, at hans Hest kom til at sidde fast i en Mose. Sølmund saa det og gik derned, bød ham op til sig og tog vel imod ham med al Gjæstfrihed. Han bød sig til at kjøbe hans Varer og lovede at udrede, hvad de skulde koste. Nordmanden fór saa hjem og fortalte Forne, at han havde solgt Sølmund sine Varer. Forne sagde, at det var ilde, og at det vilde falde svært for ham at komme til sine Penge. Vinteren led nu, men da Nordmanden om Vaaren kom og krævede Penge for sine Varer, gav Sølmund(1) ham kun onde Ord og sagde, at Varerne var raadne, han vilde Ingenting betale, og dermed maatte Sigurd(2) lade sig nøje for dennesinde. Kort efter fór Forne og Arnor op til Sølmund for at stævne ham; de var femten i Følge. Brødrene holdt sig inde i det Virke, de havde bygget sig, og hørte en Stund derpaa, men omsider sagde Sølmund: "Det ligner Ingenting at taale sligt Overmod af dem", og i det samme slyngede Saxulv sit Spyd mod Nordmanden, saa han fik Bane deraf. Arnor og de andre fór nu bort og førte Nordmandens Lig til Reykjahlid. Arnor og Forne vare Torgejr Godes Tingmænd. De fór nu alle til Tings; der blev mæglet imellem dem, men det blev Enden, at Saxulv skulde fare af Landet og aldrig komme tilbage, men Sølmund skulde være borte i tre Aar. De fór saa bort, og Sølmund gav sig nu i Vikingsfærd og var en vældig Kæmpe.

Paa den Tid raadede Haakon Jarl for Norge; til ham fór Sølmund, da han var kjed af at ligge i Viking, og Jarlen holdt ham i stor Ære. Om Sommeren vilde Sølmund fare hjem til Island, men Jarlen sagde, at det var ikke raadeligt, saaledes som Sagerne stod for ham der, han vilde først sende nogle Kostbarheder hjem, som kunde gjøre Folk venlig sindede imod ham, sagde han, og det gjorde han; han sendte en gerdsk(3) Hat til Gudmund den mægtige paa Mødrevold og en Stridsøxe til Torgejr Ljosavandsgode. Sølmund var to Vintre i Norge, saa fór han hjem til Island. Han gik strax til Gudmund og sagde ham Jarlens Bud, at han havde sendt ham til dem, for at de skulde hjælpe og støtte ham. Gudmund tog imod ham og gav ham fire Følgemænd, og saa fór de til Torgejr og bragte ham de gode Gaver, Jarlen havde sendt. "Det er Gudmund, du er sendt til", sagde Torgejr, "thi han er Jarlens haandgangne Mand". "Nej, Gaverne er sendt til dig", sagde Gudmund, "derfor søger han til dig om Hjælp. Men vil du ikke tage imod ham, skulle vi allesammen hjælpes ad i denne Sag". "Jeg er ilde stedt", sagde Torgejr, "thi dette angaar ogsaa mine Sønner og Tingmænd; dog vil jeg nu tage min Del af dette og ikke nægte min Hjælp, men du faar gaa i Spidsen". "Jeg kan ikke tale imod Loven", sagde Gudmund. "Der er den Udvej", sagde Torgejr, "at om det kan lykkes os at faa ham fremstillet paa tre Høstting, er han fredlyst". Torgejr havde fire Sønner, Tjørve, Høskuld, Finne og Torkel; de var alle imod Sølmund ligesom Arnor paa Reykjarhlid og hans Sønner Halvard og Torfin. Arnor gik nu til Torgejr Gode og bad ham hjælpe sine Sønner. "Jeg vil ikke staa min Ven, Gudmund den mægtige imod", sagde Torgejr. "Da vilde jeg dog hellere raade dig til ikke at staa dine Sønner imod", sagde Arnor. "De har gjort et daarligt Valg ved at sætte deres Hæder paa Spil for en udenlandsk Mands Skyld, som oven i Kjøbet er død; jeg gaar med Gudmund Gode", sagde Torgejr. "Det er en sær Beslutning", sagde Arnor, "og det vil der ikke komme noget godt ud af". Saa red Arnor til Vaglar, hvor Høskuld Torgejrssøn boede; han traf alle Brødrene der og fortalte dem, hvorledes Sagerne stod, og om det Forbund, Høvdingerne havde sluttet, og sagde, at det bedste, de kunde gjøre, var at søge Raad hos deres Frænde Tord, "han er en klog Mand og vil Eder vel", og det gjorde de. Det led nu ud paa Sommeren. De havde Spejdere imellem Høvdingernes Folk, og fik saaledes Nys om, at det var deres Agt at faa Sølmund fremstillet paa tre Høstting, som de vilde lade holde paa en Gang, uden at Torgejrssønnerne fik noget at vide derom. Gudmund og Torgejr samlede nu mange Folk og Brødrene ligesaa. Kort før Tinget skulde holdes, sagde Finne Torgejrssøn, at nu skulde de ride Høvdingerne og deres Flok imøde. De gjorde saa, og stod saa af bag et Faarehus og lod Hestene blive der, men gik selv ind i Huset; der var to Vinduer paa det, og det laa saadan, at Gudmund og hans Flok maatte der forbi; De kom nu rask ned imod dem. Finne Torgejrssøn, som var meget skarpsynet, sagde da: "Er det Jer Mening at holde Sølmund borte fra Tinget, saa tag godt Sigte paa den Kløvhest, Høvdingerne drive imellem sig". "Jeg skal ramme den", sagde Høskuld, og i det samme de red forbi, slyngede han sit Spyd og ramte Sølmund i Brystet. Brødrene løb nu ud af Huset og til deres Heste og red hen til deres Mænd, men Gudmund og Torgejr satte efter dem, saa snart de fik at vide, hvem det var, der havde gjort dette, og da de mødtes, kom det til Kamp imellem dem. Arnor fra Reykjarhlid faldt der og en Mand til af Brødrenes Flok, og Gudmund mistede en Huskarl. Tord, Torgejrssønnernes Frænde, gik imellem dem og mæglede Fred; ilde sømmede det sig for Torgejr, sagde han, at gaa imod sine Sønner med Ufred. Og saa skiltes de for dennesinde.

Efter dette Møde blev det meldt Torgejr, at hans Søn Høskuld var haardt saaret; han sagde da til Gudmund, at der kun kom Ulykke ud af denne Sag, og at han ikke vilde have mere med ham at gjøre. "Raadeligere er det, at vi samle Folk", sagde Gudmund. "Det bliver der nu ikke noget af", sagde Torgejr, og saa fór han hjem. Men om Høskuld er at fortælle, at det ikke var sandt, at han var saaret, det var en List, de havde fundet paa for at faa Torgejr skilt fra Gudmund. Brødrene blev nu sammen og erklærede Sølmund for at være falden retløs, og der var stort Fjendskab mellem dem og Gudmund. Brødrene tiltog sig ene at raade for Bøder og anden Oprejsning, og om Vaaren holdt de Møde og bestemte, at de ikke vilde lade Sagen falde. De anlagde Drabssag efter Arnor og Sag for Anslag imod deres Liv.

Gudmund holdt ogsaa Møde med sine Mænd. Brødrene gik til Ufejg og bad ham hjælpe dem; de vilde drive Sagen igjennem til det sidste, sagde de, og ikke nøjes med, at han laa retløs, først fordi han fór med Svig, og dernæst fordi han var kommen tilbage førend han havde Lov dertil. Ufejg havde før været med i denne Sag, men nu raadede han til at lade den falde, det sømmede sig ikke, sagde han, at de laa i Strid med deres Fader, og det var slet ikke afgjort, mente han, at Torgejr havde opgivet Sagen; "mit Raad er, at I forliges i Mindelighed, og dertil vil jeg yde Jer min Hjælp". Høskuld sagde, at liden Nytte havde de havt af at komme til ham; "vel har du Ord for at være en rask og modig Mand", sagde han, "men det Lov kan jeg ikke give dig". "Du tager svært ivrig paa dette", sagde Ufejg; "jeg vilde nok først se at faa Jer forligte, men det er ikke min Mening at skilles fra Jer, naar det kniber. Men det vil jeg raade Jer, at I fare skaansomt frem med denne Sag, dog skal I ikke slutte Forlig, før end vi komme til". Fjorten Dage før Tingtid red Tjørve op i Guddalen, hvor hans Maage boede, og derfra red han til Tings. Gudmund kom til Torgejr og spurgte om, hvor stort Mandskab hans Sønner havde, og Torgejr sagde, han troede nok, de havde en hel Del. "Mon det er sandt", sagde Gudmund, "at de har anlagt Drabssag og erklæret Sølmund for retløs?" "Det er sandt", sagde Torgejr, "men vi ville komme med mange Folk imod dem". De fór nu alle til Tings, hver med sin Flok.

Paa Ærlæk i Øxefjord boede der en Mand ved Navn Arnstejn; han havde Trediedelen af Godordet sammen med Torgejr, og Sønnerne havde en Trediedel. Ufejg kom nu til Tings med halvtredsindstyve Mand, og Tjørve kom østenfra med næsten Hundrede. Tjørve og Høskuld gik til Arnstejn og vilde tale med ham; han bød dem indenfor, men de bad ham komme ud til dem, og det gjorde han. "Det er vor Retstrætte det gjælder", sagde Høskuld, "og vi har jo ikke de bedste Udsigter, thi de vil ikke lade os faa noget at sige ved Valget af Nævnen. Du staar nu begge Parter lige nær; vi have en Trediedel af Godordet, og vor Fader en, og den Side, du gaa til, faar Overvægten". "Det er en overmaade vanskelig Sag", sagde Arnstejn, "thi jeg kommer meget godt ud af det med Torgejr; jeg vil raade Jer til at voldgive ham Sagen". "Nej, saadan skal den Sag Ikke ende", sagde Høskuld; han stod udenfor Boddøren, Tjørve stod inde i Boden og Arnstejn imellem dem. "Der er ingen Bøder budt os for vor Ven Arnor", sagde Tjørve. "Det sømmer sig bedst for dig at gjøre, hvad vi ville have", sagde Høskuld, "men nu ville vi ikke snakke længere om den Ting; gjør nu enten, hvad vi vil bede dig om, eller ogsaa skal du prøve, om min Øxe bider". "Ulykkelig er det begyndt", sagde Tjørve, "og saa vil det ende. Vælg nu den læmpeligste Udvej; Sagen er sat saadan i Gang, at vi ikke kan lade den falde". Saa valgte han da at gjøre, hvad de vilde have, og derefter skiltes de med den Aftale, at han skulde komme til dem næste Morgen, og de overtoge da Tilsynet med hans Tingmænd, tjældede hans Bod og lavede sig til at gaa i Retten. Da Gudmund fik at vide, hvorledes Sagerne stod, sagde han til Torgejr: "Dine Sønner gaa skarpt frem, og du bliver gammel; er det virkelig din Mening, at du ikke vil gaa imod dem, og at de skal have Sagen i deres Magt og vælge Dommerne?" Det kommer alt ud paa et", sagde Torgejr; "vi kan godt bjerge vor Sag med Lov og Ret". "Det kommer an paa dem, man har med at gjøre, naar de komme paa Altinget", sagde Gudmund; "der kan de drive deres Sag igjennem, selvom de ikke kan gjøre det her og ikke har Mandskab nok". "Hvorfor vælger I ikke Dommere?" sagde Høskuld. "Kan hænde", sagde Tjørve, "at de ikke evner saa meget, som de havde troet". "Ilde er det, om Modet skulde svigte min Fader", sagde Høskuld, "lad os nu gaa løs paa Gudmund og hans Mænd". "Det er ikke raådeligt", sagde Ufejg, "lad os hellere søge Forlig; kommer dette for Altinget, vil alt, hvad I eje og have, gaa med dertil" og saa faar I dog ikke bedre Vilkaar end at slutte Forlig og lade Torgejr dømme". "Det skal ikke ske, saa længe der er anden Udvej", sagde Høskuld. "Torgejr og vi kunne jo slutte Forlig", sagde Ufejg, "selv om Gudmund ikke vil; han og hans er jo mægtige Folk". Brødrene sagde, at de var overmaade opsatte paa at prøve en Dyst med dem, og blev det ikke til det, vilde Høskuld have dem fældede ved Dom, og saa skulde Sagen nok blive drevet igjennem. "Det er et daarligt Raad" , sagde Ufejg; "det er altid ilde at volde Forstyrrelse paa Tinge". "Torgejr vælger ikke de Dommere, det tilkommer ham at vælge", sagde Høskuld; "han kan stævnes til at have sit Godord forbrudt derfor". "Hvem vil gjøre det?" sagde Ufejg; "jeg ved ikke, hvem det skulde være". "Det vil jeg", sagde Høskuld. "Saa kommer det til Strid", sagde Ufejg. "Vi ville vie os til Goder med Offerblod paa gammel Vis", sagde Høskuld, og saa hug han en Vædder ned, tilegnede sig Arnstejns Del af Godordet og rødnede sine Hænder i Vædderens Blod. Arnstejn tog Vidner paa hvad der skete, men vilde ikke vælge Dommere, thi han vilde ikke blotte sig i denne Sag. Saa gik Høskuld op paa Tingbakken og stævnede Torgejr til at have sit Godord forbrudt, tog Vidner derpaa og valgte saa Dommere. Derefter red de ned paa Tinget for at træffe Torgejr og lod Retten holde imens, og det saa ud til, at det vilde komme til Strid. Da gik Snorre Gode frem til dem med mange Mænd og sagde: "Farligt ser det ud nu; to Kaar er der nu for Haanden, det ene at lade Høskuld og dem, der er med ham, dømme i Sagen, og det kan vel være, at de kan sætte igjennem med den Magt, de har, at Torgejr mister sit Godord, det andet at slutte Forlig, og det saa vi helst, thi der er blevet taget hidsig fat paa Sagen, og det kan hænde, at Vanskelighederne ville øges". Det blev nu besluttet, at de skulde forliges, og for Venners og Frænders Bønners Skyld gjorde de det; de gav Sagen fra sig til Voldgift, og der blev valgt Mænd til at dømme i den. Høskuld og de, der vare med ham, fik stor Hæder af denne Sag. Sølmund kom til at ligge retløs, og der blev givet, store Bøder for Arnor. Arnstejn fik ikke sit Godord tilbage.

Om Gudmund den mægtige siges der, at han saa langt overgik Andre i Pragt og Herlighed, at han holdt Hundrede Tjenestetyende og havde Hundrede Køer; han havde ogsaa for Skik at lade anselige Mænds Sønner opholde sig længe hos ham, og saa vel holdt han dem, at han aldrig satte dem til noget Arbejde, men stadig lod dem være om ham, skjønt det jo var Skik og Brug, at de maatte arbejde, naar de var hjemme, selvom de hørte til anselige Ætter. En Sommer fulgte Broddhelges Søn Sørle, en ung Mand af overmaade høviske Sæder, hjem med Gudmund fra Tinge og var hos ham en Stund og nød al Ære. Gudmund havde sin Datter Tordis hjemme hos sig; hun tyktes Alle det ypperste Gifte, og Ordet gik, at hun og Sørle jævnlig taltes ved. Det kom ogsaa Gudmund for Øre, men han sagde, han tænkte ikke, det gjordes nødig at tale derom, og da han fandt, at de var noget uforsigtige, gav han dog ikke Sørle et ondt Ord derfor, men lod Tordis følge ned til Tværaa, hvor hans Broder Ejnar, en saare kløgtig Mand, boede. Sørle vendte nu sin Gang did. En Dag, da Tordis gik ud for at se til sit Lærred, det var Solskin og Søndenvind og godt Vejr, saa hun en høj Mand ride ind i Gaarden, og saa sagde hun: "Nu har Solskinnet og Søndenvinden noget at betyde, Sørle er kommen i Gaarde". Der led nu en Stund til Tingtid om Sommeren, saa agtede Sørle sig hjem igjen til sine Frænder. Paa Tinge gik han en Dag hen til Ejnar fra Tværaa og sagde til ham: "Jeg vilde bede dig tale min Sag hos din Broder Gudmund; jeg vil bejle til hans Datter Tordis". "Det skal jeg gjerne gjøre", sagde Ejnar, "men tidt agter Gudmund andre Folks Ord mere end mine". Saa gik han hen til Gudmunds Bod, traf sin Broder og satte sig til at tale med ham. "Hvad synes du om Sørle?" spurgte Ejnar. "Jeg synes godt om ham", sagde Gudmund, "han er i alle Maader en dygtig Mand". "Ja hvad er der saa i Vejen?" sagde Ejnar, "han er af en god Æt, og Rigdom og Anseelse skorter det ham ikke paa". "Nej, det er sandt nok", sagde Gudmund. "Nu vil jeg komme frem med hvad Sørle har bedt mig om at sige, og bejle til din Datter Tordis for ham". "Det vilde i mange Maader være et passende Giftermaal, mener jeg", sagde Gudmund, "men der bliver nu dog intet af paa Grund af hvad andre Folk vilde sige dertil og formedelst den Snak, der allerede har, været om de to". Ejnar sagde nu Sørle, at der ikke var noget at gjøre ved den Sag, og hvad der var i Vejen. "Saa ser det kun drøveligt ud, tykkes mig", sagde Sørle. "Nu vil jeg give dig et Raad", sagde Ejnar; "der er en Mand ved Navn Toraren Nefjolfsson; han er en klog Mand og en god Ven af Gudmund; rid hen til ham og bed ham lægge Raad op med dig". Det gjorde Sørle; han fór nord til Toraren, fik ham i Tale og sagde: "Mine Sager staa saadan, at der ligger mig megen Magt paa, om du vilde tale godt for mig hos Gudmund Ejolfsson, jeg ,bejler til hans Datter Tordis". "Hvorfor kommer du til mig med det?" sagde Toraren. "Sørle fortalte da, hvorledes det stod til, at han havde faaet Folk til at tale for sig, men at Gudmund ikke havde svaret, som han gjerne vilde have det. "Nu vil jeg raade dig, at du farer hjem og ikke gjør videre derved", sagde Toraren, "jeg skal saa nok have et Øje med denne Sag og sende dig Bud, hvis der er noget at gjøre; jeg ser nok, den ligger dig stærkt paa Hjerte". Sørle blev glad herover, og saa red han derfra. Noget efter red Toraren hen til Gudmund, som tog vel imod ham, og de taltes nu ved. "Er det sandt, jeg har hørt", sagde Toraren, "at Sørle Broddhelgesøn har bejlet til din Datter Tordis?" "Ja, det er sandt", sagde Gudmund. "Deter en dygtig Mand., sagde Toraren, "ja det ved du jo nok". "Dygtighed har han ingen Mangel paa" , sagde Gudmund; "naar jeg ikke vil give ham Tordis, er det ogsaa mest for den Folkesnaks Skyld, der har været om dem". "Det har jo Ingenting at betyde", sagde Toraren, "nej, det hænger saadan sammen, at du ikke under ham dette Gifte, det ved jeg nok, skjønt du giver det andet som Grund". "Det er ikke sandt", sagde Gudmund. "Det nytter ikke, du vil skjule det for mig", sagde Toraren, "jeg ved godt, hvad du tænker paa". "Ja, saa kan jeg ikke være med", sagde Gudmund, "naar du ved det bedre end jeg". "Ja, bliv du kun ved", sagde Toraren. "Jeg gad vide, hvad det er du mener jeg tænker paa", sagde Gudmund. "Du har da ikke nødig at faa at vide af mig, hvad du tænker paa", sagde Toraren. "Jo, nu er det kommet saa, at jeg vil det", sagde Gudmund. "Saa skal jeg sige det da", sagde Toraren; "du vil ikke vide noget af dette Giftermaal, fordi du tænker paa hele Landets Tarv, og ikke vil, at der skal komme den Mand, som kan kalde sig din Dattersøn, saa mægtig som du er, thi du mener ikke, at Landet vilde kunne bære hans Magt, hvor mange gjæve Mænd her end er". Gudmund smilte og sagde: "Saa lad os da tænke paa den Sag". Der blev nu sendt Bud til Sørle; han kom og talte med dem, og Enden blev, at han fik Tordis, og det mene de fleste, at Toraren havde drevet Sagen kløgtig og saa, at det huede Gudmund vel, og at Gudmund havde syntes godt om hans Ros.

Gudmund havde for Skik om Vaaren at ride om i Herredet til sine Tingmænd og dømme i deres Sager; det blev dyrt for dem, næsten som naar der var Uaar i Landet, thi han kom jævnlig med tredive Mand og ligesaa mange Heste og blev ofte sex Døgn paa samme Sted. En Høst, da der var stor Dyrtid der nordpaa, holdtes der et talrigt Møde paa Skard hos Ufejg Jerngerdssøn for at tales ved om Reppens(4) Sager og Fordelingen af de Fattige. Da man var bleven enig herom, sagde Torbjørn fra Reykjar i Reykjahverf, en stor og stærk Mand, vennesæl og rig: "Saa er der en Sag; jeg vil vende mig til dig om, Ufejg, thi du er den anseligste Mand her paa Egnen og Gudmunds Ven, og jeg taler paa Manges Vegne, thi her er stor Nød her nordpaa. Du kjender Gudmund den mægtiges Skik at komme hid om Vaaren og blive længe somme Steder. Det kunde være meget godt, om han blot kom med en halv Snes Mand, men nu kommer han os for mandsstærk". "Det ved jeg Raad for", sagde Ufejg; "Gudmund den mægtige kan blive en halv Maaned hos mig med hele sit Følge, saa kan I bringe ham de Gaver, I have at give ham, der". "Du er i Sandhed en brav og storsindet Mand", sagde Torbjørn, "men dette ville vi dog ikke tage imod". "Saa kan det blive vanskeligt nok at gjøre alle Parter tilpas", sagde Ufejg; "nu skal I tage ni og tyve af eders Heste ind fra Græs, alle Hingster og gode og fede Dyr, og trænger I til Hø, kan I hente hos mig". De sagde, at det skulde ske, og dermed skiltes de. Tiden led nu til den sidste Uge i Fasten, saa sendte Ufejg Bud efter dem, Hestene tilhørte, og de kom til Skard. Ufejg tog vel imod dem, og om Torsdagen bad han dem sadle deres Heste; de gjorde saa, og da de var færdige, blev Ufejgs Hest trukket frem og sadlet, det var ogsaa en Hingst, og den var baade stor og fed. Saa satte Ufejg sig op paa den; han var en saare statelig Mand. Da de red ud af Gaarden, sagde han: "I tykkes vel, det gaar vel meget ud i det Uvisse, men lad mig raade for vor Færd". Det sagde de alle ja til, og saa red de, op igjennem Herredet og kom om Aftenen til Tværaa. Ejnar tog vel imod dem og bød dem blive der Paasken over. Ufejg takkede for Tilbudet, men sagde, at han maatte op paa Mødrevolde om Løverdagen. "Saa faar du se herind; naar du kommer tilbage", sagde Ejnar, "og sige mig, hvad du og min Broder Gudmund har taltes ved". Ufejg sagde, at det skulde han nok. Om Løverdagen red de op til Mødrevolde; da de kom nær til Gaarden, kom der en Huskarl ud; han gik ind igjen og sagde til Gudmund, at der kom en Mængde Mænd ridende til Gaarde. Gudmund sagde, at det ikke var nyt i Øfjord, at der kom Folk ridende; "nu skal vi se, om det er Folk her fra Herredet; er det det, vil de ride ind ad det første Led, de komme til, og komme de langvejs fra, vil de ride til Hovedledet, om der er nogen Stormand med". HuskarIen kom ind igjen og sagde: "Der er ingen Tvivl om, at de ride til det første Led; der er en Mand med blaa Kaabe paa i Spidsen for dem". Da de kom ud, sagde Gudmund: "Kan hænde, Reykdølerne have noget Ærinde hid, eller at der er noget nyt paa Færde der nordpaa, siden deres Høvding Ufejg er med". Gudmund tog vel imod Ufejg og hans Følge og bød dem være der saa længe de vilde; Ufejg sagde, at det vilde han gjerne; "men vanskeligt vil det tykkes dig at faa passet paa vore Heste, thi de er alle ugildede og kan ikke forliges, men vi er meget ømme om dem, thi det er vore bedste Stodhingste, som vi fore med det bedste Hø". Gudmund mente da, at Huskarlene ikke vilde kunne røgte dem, som de burde, og sagde, at der blev vel Staldrum nok til dem paa Mødrevolde, "gjøres det nødig tage vi Høvederne ud af Fæhuset og sætte Hestene ind der". Ufejg og hans Følge blev der Paasken over. Fjerde Paaskedag, da Ufejg var staaet op, kom der en af Mændene til ham og sagde: "Hvor længe mener du, vi skulle blive her?" "Paaskeugen ud", sagde Ufejg. "Det sømmer sig ilde", sagde Manden, "thi nu blev der sendt Folk ud at kjøbe baade Hø og Mad". "Saa skal vi netop blive", sagde Ufejg, "og jeg vilde meget ønske, det var sandt, hvad du siger". Om Mandagen efter Paaske lavede de sig til at fare bort. Gudmund bød dem blive længer og more sig, der var endnu meget, de ikke havde faaet talt om, men Ufejg sagde, de skulde ride. Saa lod Gudmund tage sin Hest og fulgte dem paa Vej. Da de kom til en Toft, hvor der stod Høstakke, sagde han: "Her ville vi staa af og bede; jeg vil ikke have, at min Broder Ejnar skal le af, at Eders Heste ere slunkne, naar I komme did i Kvæld". De gjorde saa. "Du har nu været hos os en Stund, Ufejg", sagde Gudmund, "og vi ved endnu ikke dit Ærinde; sig mig det nu". "Det er vel, du spørger derom, Gudmund", sagde Ufejg, "det har jeg ventet paa. Det var mit Ærinde hid, at vise dig hos dig selv, hvad der er Ret og Skjel, thi det tykkes Folk nord paa, du ikke helt skjønner. Du ved, at du har for Skik om Vaaren at komme til dine Tingmænd i Bygderne der nord paa, med tredive Mand i Følge og blive hos den samme Bonde i sex Døgn. Det er kun lidet læmpeligt mod Folk, der sidde i smaa Kaar og ikke har faaet mere i Huset om Høsten, end hvad de selv skal bruge; vi have ikke været her saa længe, og dog mener jeg, du har maattet kjøbe baade Hø og Mad, og du er dog Høvding og har nok at raade over. Jeg skjønner ikke, du var ringere Høvding, om du kom selv tiende til dine Venner i Stedet for med tredive Mand i Følge, og det vilde alle synes vel om". "Vel har du talt, som man kunde vente det af dig", sagde Gudmund, og rimeligt er det ogsaa, at jeg følger dit Raad; men det skal jeg lægge mig paa Sinde, at du er gaaet imod mig, hvor det gjaldt min Hæder". "Saadanne Ord havde jeg ikke ventet mig af dig", sagde Ufejg; "Sligt har aldrig været i mine Tanker". Ufejg blev forstemt og tavs efter dette, og det var ikke synderlig varme Afskedsord, de gav hinanden, da de skiltes; Gudmund syntes ikke bedre om den Sandhed, Ufejg havde sagt ham, end Ufejg syntes om den Maade, Gudmund tog den paa. Ufejg red nu til Tværaa og kom did om Kvælden. Ejnar tog overmaade godt imod dem; Ufejg sagde ham, hvad han og Gudmund havde taltes ved, og Ejnar sagde, at han havde baaret sig vel og mandig ad. Næste Morgen red Ufejg hjem. Om Vaaren derefter havde Gudmund kun ni Mand med, da han fór nord paa, og hvor han før havde været i sex Døgn, blev han nu kun i to. Han tog ogsaa ind hos Ufejg paa Skard, hvor der blev taget over al Maade vel imod ham; han blev der en hel Uge, og da han tog derfra, gav Ufejg ham to røde, sex Vintre gamle Oxer, to kostelige Dyr. "Det er en god Gave", sagde Gudmund; "jeg har to andre Øxne, sorte og i alle Maader ligesaa gode som disse; dem vil jeg give dig, for at du ikke skal staa mig imod, hvor det gjælder min Hæder". "Du kan godt tage imod dem", sagde Ufejg, "jeg har Ingenting under det imod dig". Gudmund sagde, han vidste ikke, hvorfor han ikke skulde tage dem, og saa fór han bort. Ufejgs Anseelse øgedes meget ved dette Mellemværende med Gudmund.

Paa Myr boede der en gjæv Bonde ved Navn Torkel; han havde en Søn, som hed Brand og blev kaldt Vadebrand, en stor og stærk Mand, et stridbart og uroligt Hoved, saa voldsom, at hans Fader næppe kunde have sine Arbejdsfolk i Fred for ham. En Sommer kom der et Skib til Land nord ved Tjørnæs, det ejedes af to Trønder, Tord hed den ene og Sigurd den anden. En Dag red Vadebrand ned til Skibet og traf Styrmændene. De spurgte, hvad han var for en Karl, og han sagde dem, at han var en Bondesøn. Saa spurgte de, om de maaske kunde faa Ophold hos hans Fader; han sagde, at det var ikke et Sted for Fremmede at være paa; "der er kun faa Folk og kjedeligt, og det har ogsaa andre Vanskeligheder". De spurgte, hvad der da var i Vejen. "Der er det i Vejen", sagde han, "at Ingen kan komme ud af det med mig." Det turde de dog nok prøve paa, mente de, og saa sagde Brand, at han skulde tale med sin Fader derom. Han red nu hjem og sagde til Torkel, at han havde lovet at tage imod Styrmændene. Torkel sagde, at det var en vovelig Sag, "men vel skulde det hue mig, om du kunde have nogen Hæder deraf". Brand sagde, at hans Fader skulde raade, "men bedst tykkes det mig, at vi ikke narre dem". Torkel sagde, at han maatte gjøre, hvad han vilde, "det er dog dig, det mest kommer til at angaa". Saa tog Brand hen til Østmændene og sagde, at de kunde faa Ophold hos dem; de tog imod Tilbudet og fulgte hjem med ham, men der var mange, som sagde, at det var et underligt Valg, de havde gjort, og at Brand nok vilde bære sig ad, som han plejede, saa at det tog en daarlig Ende mellem ham og dem som alle andre. Styrmændene gav ingen Agt paa, hvad der blev talt, og da de fik deres Varer hjem paa Gaarden, lod de ham ride ud med dem og sælge dem. Han red nord til Hnjoskadal og helt ud til Øfjord, før han fik solgt dem allesammen, og da han kom hjem, sagde han Ingenting til Styrmændene om, hvor han havde solgt dem, men om Vaaren red han ud og krævede Pengene ind, og Ingen fandt det raadeligt at forholde ham, hvad der tilkom ham, saa han fik Penge for hver eneste Alen, han bavde solgt. Da han kom hjem og gjorde Regnskab for Styrmændene, huede dette dem vel, og de bad ham selv vælge sig Løn for sin Tjeneste. Han sagde, at saa vilde han fare udenlands med dem; de sagde, at det skulde der ikke være noget i Vejen for, men bad ham vogte vel paa sit Sind, "men hvad har du at rejse udenlands med?" Han sagde, at det beroede meget paa hans Fader. De talte da nu med Torkel; han sagde, at han ansaa dem for brave Folk, "og jeg er villig til at skyde femten Hundreder til, men jeg er bange for, han vil komme Jer dyrere at staa, hvis I vil tage Jer noget af ham". De sagde, at de vilde lade det komme an derpaa. Saa sejlede de bort om Sommeren, og de kunde godt lide Brand, thi han var baade dygtig og villig til at tage fat. De var længe paa Søen, men omsider kom de til Land ved Trondhjem. Brødrene bød Brand til sig, og det tog han imod. Der var mange Mennesker der, og de holdt Lystighed sammen. Brødrene bød Brand blive hos dem, men i de store Drikkelag var det jo ikke let at komme ud af det med Folk, sagde de. Brand sagde, at han skulde ikke vælte sig ind paa nogen, "men jeg kan ikke sige, hvorledes det vil gaa, hvis nogen vælter sig ind paa mig". De kom saa til en ætstor og meget overmodig Mand, som hed Haarek; han var en stor Drabsmand og gav aldrig Bøder for dem, han slog ihjel; han havde mange Mænd om sig, alle af samme Sind som han selv. Da han saa Islændingen, spottede han ham paa mange Maader; det gik en Tid saa, at de digtede Viser om hinanden, og der var Brand den stærkeste og Haarek trak det korteste Straa. Saa sagde Haarek, at Brand ikke havde bedt om Lov til at være der i Bygden, men en af Fylkesmændene sagde, at Brødrene havde Ret til at lade hvem de vilde opholde sig hos dem. En Dag gik Haarek frem for Brand med et stort Horn og bød ham drikke tilhalvs med sig. Brand sagde, han vilde ikke drikke omkap med ham, "jeg har ikke for meget Vid, selvom jeg ikke drikker det bort, jeg har, og du ser mig ogsaa ud til at kunne have alt dit Vid nødig". Haarek drak Hælvten af hvad der var i Hornet og bød igjen Brand drikke Resten, men han vilde ikke; saa sagde Haarek, at han skulde lystre ham, og slog ham Hornet i Hovedet, saa at Drikken flød ned over ham, og derefter gik han til sin Plads og gav sig til at spotte Islændingen. Brand gjorde sig ikke vred, men slog det hen i Spøg, og Haarek sagde, at han tog Sagen, som om han var vant til at blive slaaet. Næste Morgen, da Folk vare komne op og til Sæde, gik Brand frem for Haarek og drev ham en Øxe i Hovedet, saa han fik Bane. Nu sprang begges Venner op, og der blev stor Trængsel; Brødrene fik Brand bort og bød Haareks Frænder Bod for ham, og da han kun havde været lidet vennesæl, tog de derimod; der gik alt det med, som Brand havde havt med fra Island og mere til. Brødrene spurgte saa Brand, hvad han nu havde i Sinde; han svarede, at han vilde fare hjem til Island, skjønt han jo nu havde knapt med Rejsepenge. Sigurd sagde, at han jo ikke tiere havde taget Folk med fra Island, end at han jo nok kunde give ham de Penge tilbage, han havde faaet i Forvaring, "her er dine femten Hundreder i norsk Sølv". Saa fulgte Brødrene ham til Skibs og forlod ham ikke, førend han stak i Søen. Han takkede dem for deres Hjælp, og de skiltes i Venskab. Skibet havde kun ringe Bør, og det led imod Enden af Sommeren, inden de naaede Land i Rødefjord. Det blev tidlig Høst, og der faldt megen Sne, saa Føret var tungt.

Paa Korsvig i Vopnafjord boede Torkel Gejtessøn. Hos ham opholdt sig dengang en Reykdøl ved Navn Ejnar. Da han spurgte, at Vadebrand var kommen hjem, lavede han sig til at bryde op. Torkel spurgte, hvor han vilde hen. Han sagde, at han vilde bort, fordi han havde hørt, at Vadebrand var kommen, "og jeg kjender din Storsindethed og kan tænke, at du vil tage imod ham her, men ham kan Ingen komme ud af det med". "Det er tidligt du er bange for ham", sagde Torkel; "bliv du hellere her; kommer han hid; skal jeg sørge for dig, hvis du ikke kan være her, men gjør han dig Ingenting, er det taabeligt af dig at bryde op herfra". Ejnar lod sig da overtale til at blive. Faa Dage efter kom Vadebrand til Korsvig; der blev taget vel imod ham, og da han havde været der i tre Dage, talte han med Torkel Bonde og bad, om han maatte være der Vinteren over. "Saa vil jeg sætte dig et Vilkaar", sagde Torkel; "du er voldsom og vanskelig at komme tilrette med; nu kan du faa dit lovlige Hjemsted her, det tror jeg selv bliver det bedste, men saa skal du give mig dine Penge i Forvaring, for hvis det skulde gaa galt". "Det gaar jeg ind paa", sagde Brand, "thi jeg har ingen Lyst til at give mig ud i det Uføre, det nu er, og det er ogsaa knap Tid paa Hø". Den første halve Maaned, Brand var paa Korsvig, var han altid om Torkel, gik ud og ind med ham og fulgte ham allevegne, hvor han gik; men den næste halve Maaned fik han et noget andet Væsen; han blev nu inde i Stuen, efter at Torkel var gaaet til Ro, og drev alskens Drilleri og Løjer; der kom Folk til fra andre Gaarde vidt omkring, og der blev stor Uro af dette. Omsider blev det sagt til Torkel, at de gjorde saadant et Styr, at Kvinderne paa Gaarden forsømte deres Arbejde, thi de kunde ikke faa Lov til at gaa i Fred. Torkel kaldte nu Brand til sig og sagde: "Jeg har ikke taget mig af din Færd og din Maade at være paa hidtil, men nu hører jeg, at Kvinderne ikke kan gaa i Fred for dig og dine Stalbrødre, og det sømmer sig ikke; det er næsten, som her var kommet en ny Høvding i Egnen, og Folk falde fra de gamle; jeg gaar med én Mand i Følge, men du kommer efter med en hel Flok, det vil jeg ikke vide af". Brand sagde, at det kunde blive anderledes. Om Aftenen gik han i Seng, og da hans Stalbrødre kom, som de plejede, kunde der ikke blive noget af Lystigheden, da Formanden ikke var der, og det hjalp ikke, de sendte Bud efter ham. Næste Aften kom de igjen" men det gik lige saadan, og saa holdt de op at komme, men Brand sagde ikke et Ord i en halv Maaned. "Du gaar ogsaa fra den ene Yderlighed til den anden", sagde Torkel, "mor dig i al Sømmelighed". Han sagde, han vidste ikke, hvordan han skulde bære sig ad, siden han hverken kunde gjøre ham tilpas paa den ene eller den anden Maade; "her er ikke til at være, jeg vil herfra". "Du er min Hjemmemand", sagde Torkel, "og jeg vil anse det for en Skam for mig, om du løber af Gaarde". Brand red nu alligevel bort vesterpaa til sin Fader, og nu begyndte Legene der paa Egnen. Den dygtigste Idrætsmand paa Reykjar var Torbjørn; han og Brand legede sammen, og Folk bad nu Torbjørn bruge alle sine Kræfter og vise, hvor stærk han var. Han sagde, at det kunde han gjerne, og en Dag, da de legede, slog han Brand haardt om og brugte sine Kræfter, saa Brand Ingenting kunde gjøre derimod. Brand blev vred, og da de skiltes, gav han ham et svært Saar, og der blev stor Uro. Saa for han hjem til sin Fader og fortalte, hvorledes det var gaaet. "Du har ført os store Vanskeligheder paa Halsen", sagde Torkel, "meget ilde var det" at du tog bort fra Torkel, og det er mit Raad, at du farer did igjen". Brand sagde, at det havde han ingen Lyst til, men for dog til Torkel og sagde ham, hvad der var sket. Torkel sagde, det havde været bedre, om han var blevet i Ro hos ham", dog skal jeg tage imod dig, thi jeg vil ikke, at nogen af mine Hjemmemænd skal gaa for Lud og koldt Vand".

Saa fór Torkel til Gudmund og bød sig til at betale for Manden, Brand havde saaret, "og jeg vil overlade til dig selv at fastsætte Bøden". Gudmund sagde, at han ikke vilde tage imod Pengebøder for en Voldsmand, der væltede sig ind paa sagesløse Mænd, han skulde dømmes fredløs, og det var godt, at Landet blev renset for den Slags Folk. Torkel kom ingen Vegne; Gudmund fór nord til Reykjahverf og overtog Sagen for Torbjørn og stævnede den til Vaartinget. Men kort efter fór Torkel øster til Alftafjord til sin Ven Torsten Sidehalssøn. Torsten tog vel imod ham, og Torkel sagde: "Det er nu saa, at Brand er et stort Drog, og at han har overfaldet en Bonde, men han er nu dog min Hjemmemand. Gudmund den mægtige har stævnet Sagen til Vadlating, men det kan hænde, han ikke har tænkt paa, at Brand ikke har hjemme der i Fjerdingen; jeg har givet ham lovligt Hjemsted hos mig, og det falder mig ind, at det vil give os Retten paa vor Side; nu vil jeg bede dig om din Hjælp, stævne Sagen til Tings og drive den med al Kraft imod Gudmund, hvis han ikke vil give Bøder, og nu skal det vise sig, om jeg ogsaa er saa ussel, at han kan tage mig med én Haand, som han sagde til sin Frænde Broddhelge paa Altinget". Torsten sagde, han saa nok, der var Værn i Sagen, "men kraftig maa der tages fat; jeg skal være med dig". Om Sommeren red de hjemmefra med tresindstyve Mand hver, og da de vare komne til Jøkulsaa, sagde Torkel: "Nu skulle vi dele vort Mandskab saaledes, at Torsten og jeg og tre til ride ad den alfare Vej vester til Tinget, og hele den øvrige Flok skal ride ovenom Myvatn til Korsdal og Bleikmyrdal og nedenom Fjældhederne". De mødtes, hvor de havde aftalt, og Ingen mærkede noget til deres Færd; det var om Søndagen, at Torkel og Torsten og de tre Mænd de havde med sig, kom ridende til Tings. Torkel bad sine Mænd give Agt paa, naar han trængte til Hjælp; i saa Fald, sagde han, vilde han gaa op pas Bakken imellem Tinget og dem, med sin indlagte Øxe i Haanden og svinge den over sit Hoved. Derefter red de op til Ufejg Jerngerdssøns Bod; han bød dem Plads der. Der kom en Mand ind i Gudmund den mægtiges Bod og sagde: "Det er mærkeligt, saa faa Mænd Torkel kommer til Tings med". "Hvor mange har han da?" sagde Gudmund. "De var ikke mere end fem", sagde Manden. Gudmund sagde, at de fleste vilde møde mandsstærkere, om de agtede at spilde Sager for ham; "men det falder mig ind, at der er en Ting, vi ikke have betænkt; Torkel kan gjøre gjældende, at Brand er hans Hjemmemand, men dog er det vel lidet rimeligt, at han tænker paa at spilde Sagen for os, naar han kun kommer selvfemte, men kan hænde han bruger List imod os, og at han har flere Folk". Han. sendte da strax Bud ud til de Steder, hvor de havde overnattet, men Ingen vidste af at sige, at de havde været flere end fem. "Kan hænde, det saa gaar endda", sagde Gudmund, "naar de ikke er komne med flere Folk; saa vil vi ikke sende Bud efter mere Mandskab, lad saa Sagen gaa, som Skjæbnen vil"

Gudmund søgte nu Sagen i Nordlændingernes Ret, satte Retten og spurgte, om Nogen havde Værn at fremføre. Da sagde Torkel Gejtessøn: "Jeg vil byde dig Forlig og Selvdømme, Gudmund, om du vil Lade Sagen falde". "Det Tilbud vilde jeg tage imod", sagde Gudmund, "om der var noget ved den Mand, du byder det for, men jeg vil ikke tage imod det for saa daarlig en Karl, efter det Bryderi, jeg allerede har havt" Saa nævnede Torkel sig Vidner paa, at han nedlagde Forbud imod, at de dømte. Gudmund sagde, at nu værgede han sin Sag, saa man kunde se, det var Alvor, men han skulde ingen Vegne komme. "Jeg gjentager mit Tilbud", sagde Torkel, "du kan faa Selvdømme, om du vil have det". Gudmund sagde, at han ikke vilde forfølge Sagen i deres Tinglag, om de vilde spilde den for ham der, "men fredløs skal han blive". "Da gik Torkel op paa Bakken og svingede sin Øxe, og strax stormede hans Mænd ind paa Tinget og sprængte Retten, før man fik set sig for. Gudmund nævnede sig Vidner paa, at han stævnede Torkel for at have forstyrret Tinget, men Torkel stævnede Gudmund for Fejl ved Sagens Anlæggelse, og begge stævnede de hinanden for Altinget den samme Sommer. Torsten og Torkel mødte med mange Folk, men Gudmund havde dog endnu mange flere; der var ogsaa Bjarne Broddhelgessøn kommen med en stor Flok, og Ingen vidste, til hvilken af Siderne han vilde vende sig. Der blev mæglet Forlig imellem dem, men det vilde Ingen af dem høre noget om. En Morgen tidlig gik Torsten Sidehalssøn til Ufejg Jerngerdssøns Bod og gav sig i Tale med ham. "Hvad mener du om Udsigterne til Forlig?". sagde Torsten. Ufejg sagde, han mente der var kun daarlige Udsigter. "Jeg vil sige dig", sagde Torsten, "at der vil opstaa store Vanskeligheder, hvis Sagen ikke bliver forligt. De have i Sinde at byde Gudmund Tvekamp, og han vil hellere lade Livet end finde sig i stor Skam eller lade det komme an paa, hvad hans Broder Ejnar siger; raadeligst var det, at man søgte at faa dem forligt, og at Ejnar var med dertil ligesom alle vi andre. Torkel har talt meget om, at han vil bejle til Ejnars Datter Jorun; lad os derfor nu gaa til Ejnar". "Vel huer det mig, at vi skulle vende os til Ejnar om denne Sag", sagde Ufejg, "men uklogt synes det mig at gjøre det paa den Vis, som du siger". De gik nu til Ejnar og gav sig i Tale med ham. "Det er nu saa, som du ved, Ejnar Bonde", sagde Ufejg, "at det ser ud til store Vanskeligheder; de Mænd, hvem det angaar, ere begge kloge, men ogsaa hidsige; vi ere begge Parters Venner, og det er vor Skyldigbed at mægle vel imellem dem. Nu vil Torkel Gejtessøn bejle til din Datter Jorun". Ejnar sagde, at det var et godt Tilbud, "men i den Sag vil Gudmund faa mest at sige". De sagde, at de troede, han selv havde Ret til at raade over sin Datter, selvom Gudmund ikke var med; "du faar tænke paa, at han for det meste kun tager ringe Hesyn til dig, naar det gjælder hans Hæder og Anseelse" "Er Torkel ikke en fattig Mand? sagde Ejnar; .det sømmer sig ikke for min Datter at blive gift med en, der ikke har mange Penge". "Hvem er mere rundhaandet end Torkel? sagde Ufejg, "han betaler Bøder for andre Folk paa Tinge, og hvem trives alt bedre for? hvad kommer det an paa Pengene, naar der hverken bliver noget at udrede til ham eller andre? ogsaa overgaar han alle andre Østfjordinger i Anseelse". "Vel har du talt hans Sag, Ufejg", sagde Ejnar, "godt har Gudmund spaaet min Datter Jorun, og det gaar for det meste, som han spaar; saa vi kan jo tale nærmere med Torkel om denne Sag, om han saa synes, og han vil komme hid". Torsten sagde, at han skulde ikke svigte, og gik strax til Torkels Bod. Torkel hilsede ham vel og spurgte, hvad godt han havde taget sig for. "Jeg ved ikke, hvad det bliver til", sagde Torsten, "men jeg har bejlet til en Kvinde for dig idag". "Du er ivrig til at tage dig af mine Sager", sagde Torkel, "siden du gjør det, uden at jeg har bedt dig derom. Hvad er det for en Kvinde?" "Hun hedder Jorun og er Ejnar paa Tværaas Datter", sagde Torsten. De gik nu til Ejnar og talte med ham om Sagen; de blev enige om alt, og Brylluppet blev bestemt, hun blev fæstet ham, og Brylluppet skulde staa paa Tværaa en halv Maaned efter Tinget. Saa gik Torsten hen i Nærheden af hvor Gudmund var og fik maget det saa, at de kom i Samtale. "Du har travlt her paa ringe, Torsten", sagde Gudmund, "I faa vel store Ting udrettede". "Det vil ikke tykkes dig Smaating, naar du faar at vide, hvad det er", sagde Torsten. "Har du nogle nye Tidender at melde?" spurgte Gudmund. "Det er kun smaa Tidender, jeg kan melde", sagde Torsten, "dog er en af dem den, at Torkel Gejtessøn har fæstet sig Brud". "Den Kvinde bliver vel gift, som faar ham", sagde Gudmund, "thi han er en brav og dygtig Mand, skjønt der nu er Uvenskab imellem os. Hvem er hun?" "Det er din Broderdatter Jorun", svarede Torsten. "Det tænkte Ejnar ikke paa, da vi sidst taltes ved", sagde Gudmund. "Jeg kommer lige derfra", sagde Torsten, "nu blev hun fæstet ham, jeg og Ufejg Jerngerdssøn var Vidner". "Du taler vel sandt", sagde Gudmund, "og vel har det anet mig, at det vilde komme saa; det har vist Ufejg Jerngerdssøn havt mest Del i". Der blev nu mæglet Forlig, og Ejnar og Ufejg Jerngerdssøn var nu de ivrigste til at drive paa Sagen. "Nu er det gaaet, som jeg spaaede dig i Vaar, Ufejg", sagde Gudmund, "at du vilde komme til at give min Anseelse et Knæk". "Jeg har ikke givet din Anseelse noget Knæk ved at skaffe dig en god Maag til", sagde Ufejg. "Jeg vil gjøre dig det samme Tilbud igjen, Gudmund", sagde Torkel, "at du selv skal dømme i Sagen om Overfaldet, "men jeg vil dømme dig for Sagens Anlæggelse". Gudmund saa nu, at der ikke var andet for; han tog imod Tilbudet og dømte, saa de begge var tilfreds dermed, men Torkel fik al Æren af denne Sag, og det ulmede længe imellem Brødrene heraf. En Dag mødtes Gudmund den mægtige og Bjarne Broddhelgessøn paa Tinget; og Bjarne sagde da: "Det tykkes mig Gudmund, at du nu har havt begge Hænder nødig imod min Frænde Torkel og dog har trukket det korteste Straa. Jeg mindes vel, Gudmund, da jeg bad dig forlige mig og Torkel, at du svarede mig overmodigt og sagde, at ham maatte en gjæv Mand kunne tage med en Haand, og at han kun var værd at føre en simpel lille Øxe, men jeg et langskaftet guldbelagt Hugspyd. Jeg er ringere Høvding end du, og nu mener jeg dog han har baaret sit Hugspyd ligesaa højt som du". Saa fór Folk fra Tinge. Brylluppet blev holdt paa Tværaa, og Torkel eftergav Gudmund Sagen for det urette Sagsanlæg. Efter Gildet fór han hjem med sin Hustru, og hans Anseelse var voxet meget ved denne hans Færd, Jorun var den ypperste Kvinde i sin Æt, Hun fik sat det igjennem, som Ingen før havde mægtet, at Torkel Gejtessøn forligte sig med Bjarne Broddhelgessøn, og de holdt Forliget godt og som det sømmer sig for gjæve Mænd. Torkel. boede paa Korsvig til sin Alderdom og tyktes altid en gjæv Mand, hvor Sagaerne have noget at melde om ham. Vadebrand fór hjem og satte Bo paa sin Fædrenearv; han artede sig siden vel og blev en god Bonde, og aldrig mente han, at han fik lønnet Torkel Gejtessøn fuldt for den Velvilje og Hjælp, han havde ydet ham. Og nu have vi ikke mere at melde om Vadebrand.

Hos Gudmund opholdt der sig en rig Mand ved Navn Torsten; han var voxet op der og var nu hans Værkstyrer; han var ikke storættet, men en dygtig Mand. En Gang kom Torsten til Gudmund og sagde: "Det er nu saa, at jeg har sat mig fast her hos dig og havt det godt her, men nu vilde jeg have mig en Kone og bede dig om din Hjælp dertil". "Du har vel allerede betænkt, hvor du vil vende dig hen", sagde Gudmund, "men tale din Sag skal jeg". "Det er, som du siger", sagde Torsten, "jeg har en Kvinde i Tankerne, hun hedder Gudrun og er en Frænke af Bonden paa Bægisaa og staar for Husholdningen der paa Gaarden; hende vilde jeg, du skulde bejle til for mig, faa Ord fra dig ville gjælde mere der end mange fra mig". "Det tykkes mig et passende og vel betænkt Gifte", sagde Gudmund, "men det huer mig ikke ret vel at komme i Tore Helgessøns Tinglag, og hvor han har mere at sige end jeg, saa jeg vil ikke fare did særlig for den Sags Skyld, men ved Hestetinget paa Oddøre i Hørgaadal skal jeg bringe Sagen paa Bane". Tore Helgessøn boede paa Løgaland i Hørgaadal; han var Gode og en saare anselig Mand; der var stort Venskab imellem ham og Gudmunds Broder Ejnar paa Tværaa, og de hjalp hinanden ved alle Lejligheder. Der kom mange Folk sammen til Hestetinget, og der kom ogsaa Gudmund. Han tog strax Bonden paa Bægisaa til Side og sagde til ham: "Der er en Mand ved Navn Torsten, som er opfostret hos os, og som jeg kjender som en gjæv Mand; han vilde have din Frænke Gudrun til Kone; og jeg er meget for, at det bliver saa". "En ypperlig Mand har han faaet til at tale for sig" sagde Bonden, "og stor Vægt ville vi lægge paa dine Ord". Saa talte han med Pigen og spurgte hende, hvad hun syntes om dette; hun sagde, at det skulde være, som han vilde, og Bylluppet blev da bestemt; det skulde staa paa Bægisaa. Da Tiden kom, sagde Torsten: "Jeg agter nu at fare til mit Bryllup, men dig, Gudmund, vil jeg bede om at følge med mig, det vil være mig til største Hæder". "Det har jeg ikke megen Lyst til", sagde Gudmund, "det kan du faa Folk nok til foruden mig". "Jeg vil have større Hæder af dit Følge end af mange andres", sagde Torsten, "og man vil mene, at du viser mig ringeagt, naar du ikke farer med". "Saa skal jeg gjøre det da", sagde Gudmund, "men det huer mig ikke". De fór nu til Bryllup. Gudmund sad i Højsædet og Tore Helgessøn lige overfor. Kvinderne sad paa Tværbænken, midt paa den Bruden og paa den ene Side af hende Torløg, Gudmunds Kone, paa den anden Gejrløg, Tore Helgessøns Kone. Der brændte Lys og Bordene vare satte frem, En Kvinde gik for Bænken med Vand; hun gik først til Gejrløg med det, thi hun havde været hos hende om Vinteren, men Gejrløg sagde; "Din Mening er god nok, men du faar bruge din Eftertanke bedre; gaa først til Torløg med Vandet, saadan bør det være". Kvinden gjorde som hun bød. Torløg slog til hende med Bagen af Haanden og sagde: "Du er alt for artig, Gejrløg; Pigen gjorde ret, og det falder mig ikke ind at være misundelig derover; er det ikke vitterligt, at der ikke er nogen gjævere Kvinde i Herredet end du?" "Du er altfor artig, Torløg", sagde Gejrløg; "dig tilkommer den største Ære; jeg kan ikke maale mig med dig i nogen Del undtagen i det Giftermaal, jeg har gjort". "Visselig mener jeg, du er godt gift", sagde Torløg, "men Ingen ved jeg dog, som er bedre gift end jeg". "Du vilde være godt gift", sagde Gejrløg, "i Fald alle vare enige om, at din Husbond er en dygtig og modig Mand". "Det er slet sagt", sagde Torløg, "og det er du den første, der siger". "Nej, sandt er det", sagde Gejrløg, "og der er flere, der siger det, baade Torkel Haak og min Hubond Tore og enhver, der kan røre Tungen". "Kom hid med Vandet, Pige", sagde Torløg, "og lad os holde op med denne Talen. Siden sad hun og lænede sig op til Væggen og vilde Ingenting spise. Det var Sæd dengang, at alle Mændene laa sammen for sig og alle Kvinderne for sig. Næste Morgen, da man var staaet op og fór til Kirke, saa Gudmund, at Torløg ikke var imellem Kvinderne; han spurgte en af dem, hvor det kunde være, og fik da at vide, at hun var bleven syg. "Vent paa mig her", sagde Gudmund, "men gaa med mig en af Jer". Han gik saa hen til Torløgs Seng. "Er du syg, Torløg?" spurgte han. Hun svarede, at det nok kunde være, hun blev det, og at hun vilde bort strax samme Dag og ikke blive liggende der. "Stor Skade er dette", sagde Gudmund; "hellere saa jeg, at alt blev som det er, saa længe Gildet staar paa". "Jeg kommer mig ikke" saa længe jeg er her", sagde Torløg; "holder du noget af mig, saa føj mig nu i dette" - "Det er ikke lidt, du beder om, hvad det saa end er, der driver dig dertil", sagde Gudmund og gik bort. Da Messen var til Ende og de havde faaet Davre, sagde Gudmund: "Nu skal I tage vore Heste; jeg vil hjem, thi Torløg er syg". "Bliv nu dog noget endnu", sagde Brudgommen Torsten, "og tag ikke herfra strax". "Bed ikke om mere, end jeg har i Sinde at gjøre for dig", sagde Gudmund, "thi det tjener til Ingenting!" De red nu bort, og da de kom ind i Skovene ved Løgaland, holdt Gudmund sin Hest an og sagde til den Mand, der førte Torløgs Hest: "Rid du nu i Forvejen, saa skal jeg følge med Torløg". Manden gjorde saa, og Gudmund sagde da: "Jeg vil tale med dig, thi jeg ser, du er ikke syg; sig mig, hvad dette skal betyde". "Det skal jeg", sagde hun; "sjelden har jeg sagt dig andet, end hvad der har huet dig vel, men nu er der noget, jeg ikke kan skjule for dig", og saa sagde hun ham de Ord, de havde skiftet, og hvad hans Uvenner sagde om ham. "Bedre havde det været, om vi havde gjort, som jeg vilde ", sagde Gudmund, "og ikke var taget bort, lidet havde vi da havt nødig at bryde os om, hvad Folk siger, men enhver Sag skal jo have en Ende. Nu maa vi ride hjem, og saa skal du blive liggende en Uge og lade som du efterhaanden bliver bedre; jeg skal jævnlig tale med dig, men ikke tykkes det mig vist, at der ikke kommer noget ud af dette". De red nu hjem, og Torbjørg gjorde, som Gudmund havde sagt. Noget efter red Gudmund nord op i Reykjadal til Ejnar Konalfssøn, hans Fosterfader og bedste Ven, en saare vis Mand. "Det er Grunden til, at jeg kommer hid, Ejnar", sagde Gudmund, "at jeg vil sige dig, hvilken fjendtlig Tale Torkel Haak og Tore Helgessøn føre om mig; jeg har længe vidst, at de var mine Uvenner". Da Ejnar havde hørt, hvad de havde sagt, sagde han: "Ilde er det at tale saa om en gjæv Mand; det er mit Raad, at du tager kraftig fat paa dette, og lader Hævnen blive saa meget større, jo længer det varer, før du faar den frem". "Der er ikke Tale om andet", sagde Gudmund, "hævnes skal det, enten det nu bliver før eller senere". "Saa skal du ogsaa faa min Hjælp" sagde Ejnar, "og vil jeg da raade dig at overtage enhver Sag, du kan faa imod Tore Helgessøns Tingmænd; længe vil det ikke vare, før du har en hel Bunke". Gudmund takkede ham for dette og flere andre Raad, han gav ham, og red saa bort. Det varede nu ikke længe, før Gudmund fik Sager imod Tore Helgessøns Tingmænd. Der kom et Skib i Land i Øfjord; det ejedes og førtes af Helge Arnstejnssøn, en stor Kjøbmand, der laa meget paa Rejser, og en saare anset Mand." Han var altid hos Gudmund, naar han var her paa Island, thi engang var Gudmund redet ned til hans Skib og havde sagt: "Det er mit Ærinde hid Helge, at byde dig hjem til mig, hver Gang du er her i Landet". "Det Tilbud tager jeg imod, Gudmund, og siger Tak derfor", sagde Helge, og saa var han da hos Gudmund om Vinteren, og der var stort Venskab imellem dem. En af Tore Helgessøns Tingmænd, som hed Tore og blev kaldet Agertore, lidet vennesæl, men rig og en snu Handelsmand, kom engang ned til Skibet og sagde, at han vilde handle med Helge. Det kunde han godt komme til, sagde Helge og tog Varer frem, og de blev enige om, at han skulde betale med Skindkapper, og om hvor tykhaarede de skulde være. Om Vaaren gjorde Helge sit Skib klart, og da han var færdig, red han tilbage til Mødrevolde til Gudmund og sagde: "Nu faar I tage imod Løn for mit Ophold hos Jer, Herre, skjønt den er ringere end den burde være"; det var en Kappe med rødt Silke over Skindene og med Guldbaand, i alle Maader et stort Klenodie. "Tak skal du have", sagde Gudmund, "et bedre Klenodie har jeg aldrig faaet". De skiltes nu i stort Venskab. Helge fór ned til sit Skib; de skyndte sig nu meget, men der var endnu en hel Del at bære ombord. Tore var ikke kommen, men en Dag saa de en Mand komme ned til Skibet, og det var ham; han gik hen til Helge og bød ham tage imod Betaling for Varerne; Helge havde travlt, saa han løste ikke op for hvad Tore bragte, men kastede Pakken ind i Teltet og sagde, at han kom sent. Tore svarede, at han havde andet at bestille end at tænke paa Kjøbmænd, og saa gik han sin Vej. De hejsede nu Sejl og stod ud imod Risø; da de var komne derud, lagde Vinden sig, og de tog Sejlene ind. Helge lukkede nu op for Pakken; der var et Skind i den, men det var fuldt af Huller. "Dette er stor Svig", sagde Helge, "og dyrt skal det komme ham at staa". Han roede i Land, fik sig en Hest og red op til Mødrevolde, hvor han kom tidlig om Morgenen. Han bad om at komme til at tale med Gudmund. "Hvad Nyt bringer du?" sagde Gudmund, da han havde budt ham velkommen. Han sagde, at han ingen Tidender havde at melde, men at han var bleven sveget. "Hvorledes da?" spurgte Gudmund. Helge sagde nu, hvorledes Tore havde baaret sig ad imod ham, "og nu vilde jeg, at du skulde tage dig af Sagen, thi jeg vil sejle". "Tidt har du været mig til Nytte", sagde Gudmund, "og ikke mindst nu; dette vil blive mig til stort Gavn"; saa kaldte han to Mænd til og overtog Sagen imod Agertore, men Helge gav han gode Gaver, og saa skiltes de, Helge sejlede bort og havde god Bør.

Kort Tid efter lod Gudmund sin Hest tage og red ned til Tværaa. Om Gudmund og Ejnar er at melde, at da de var Drenge havde Gudmund en Fosterfader, han holdt meget af. Han var skaldet, og en Dag laa han ude i Solskinnet og sov. Myggene vare slemme ved ham, og Gudmund sad og gjennede dem bort med Haanden. Saa sagde Ejnar: "Brug Øxen", Broder, og hug den i Skallen paa Gubben". Gudmund gjorde saa, Hovedet blødte, men Myggene fløj deres Vej. Gubben vaagnede og sagde: "Haardt farer du nu frem imod mig; Gudmund, siden du falder over mig med Vaaben". "Nu skjønned jeg for første Gang, at Ejnars Raad ikke ere mig til Baade", sagde Gudmund". "Kan hænde, at det oftere vil vise sig, og at der længe vil blive stort Uvenskab imellem os efter dette". - Da Gudmund nu kom, var der Ingen oppe endnu undtagen en Faarehyrde; han hilste paa Gudmund og spurgte, hvorfor han kom ridende saa ene. Han svarede; at det havde saa sine Grunde, og spurgte, om hans Broder Ejnar var hjemme. Faarehyrden svarede, at han var hjemme, og gik saa ind og sagde: "Der er en Mand udenfor, der vil tale med dig", "Hvem er det?" sagde Ejnar. "Din Broder Gudmund", sagde Hyrden. "Hvor mange Folk har han med?" spurgte Ejnar. "Han er alene", sagde Hyrden. "Det er noget, som sjelden sker, at han rider uden Følge", sagde Ejnar, "det forstaar jeg ikke". Saa gik han ud og hilste paa Gudmund. "Lad os sætte os ned og tale sammen, Broder", sagde Gudmund; "det er jo saa, at det ikke har været syndelig varmt imellem os Frænder; derfor har jeg mere søgt at fremme min Hæder end taget Hensyn til vort Frændskab. Du kan nu næppe maale dig med mig i Magt, men du er en klogere Mand end jeg", og var vi enige og holdt sammen, mener jeg, at faa vilde kunne staa sig imod os. Nu vilde jeg, at det skulde blive bedre imellem os end før, thi du har fuldt op af hvad jeg trænger til, og ikke skal du give mig dit Venskab for Intet". Saa tog han en god Kappe frem og gav ham. "Dette er en god Gave", sagde Ejnar, "anderledes gaar det nu, end det saa ud til, men jeg mener at gjøre en god Handel derved og er vel fornøjet med hvad du giver til i Kjøbet". De gav nu hinanden Haanden og tog Gud til Vidne paa, at de vilde hjælpe hinanden i alle Sager. Saa red Gudmund bort, men Ejnar sagde til sin Faarehyrde, at han skulde staa tidlig op hver Dag og rette sig efter Solen, naar den stod højest om Sommeren, og naar den gik ned, skulde han rette sig efter Syvstjernen; han skulde være ude, baade Dag og Nat og melde ham alt mærkeligt, han saa, baade stort og smaat. Ejnar var selv en aarvaagen Mand, der kun sov lidt; han gik jævnlig ud om Nætterne og saa paa Stjernerne og gav nøje Agt paa deres Løb, og havde godt Skjøn derpaa. En Morgen, da Faarehyrden var gaaet ud, saa han tyve Mænd komme ridende rask ned langs med Øfjord. Han gik ind til Ejnars Sengerum og sagde ham det. Ejnar stod strax op og gik ud. Han stod en Stund og gav nøje Agt paa Rytterne; han var baade skarpsynet og hørte godt. Da Solen kom op og skinnede over Egnen, sagde han: "Disse Mænd have Skjolde; Et af To maa være Tilfældet, enten er det anselige Mænd fra et andet Herred, der ere komne for at gjæste min Broder Gudmund, skjønt vi intet have hørt derom, eller ogsaa er det Gudmund selv, og det tykkes mig rimeligst; det er ikke let at vide, hvor han agter sig hen, men vi ville vel snart faa det at vide". Han bad sine Huskarle passe godt paa, naar han red tilbage, og sørge for, at Hestene var nær ved Tunet, og saa gik han ind og lagde sig i Sengen igjen. Det var ud paa Eftermiddagen, da Gudmund kom tilbage. Ejnar red ham i Møde, og de hilsede hinanden venlig. "Hvor har du været?" spurgte Ejnar, "hvad var dit Ærinde?" "Jeg har været i Hørgaadal", sagde Gudmund, "og stævnet Agertore, den Niding, fordi han har bedraget Helge Arnstejnssøn; han har længe faret med Svig og samlet sig mange Penge derved". Han fortalte ham nu om Handelen, han havde sluttet, og hvorledes det var gaaet, da Helge rejste bort. "Og nu stoler jeg paa din Hjælp i denne Sag, Broder, som vi have aftalt". Ejnar sagde kun lidt dertil, og kort efter red Gudmund hjem, men de skiltes dog ikke i Uvenskab. Strax efter at Gudmund havde stævnet ham, red Agertore op til Tore Helgessøn, sagde ham, hvad der var sket, og bad om hans Hjælp, "thi jeg er din Tingmand ", sagde han. "Det er ilde at skulle give sig af med dig", sagde Tore; han talte ham haardt til for hans Kivagtighed og Uretfærdighed, men Agertore lovede ham gode Gaver, naar han blot vilde tage sig af ham. Noget efter red Tore Helgessøn til Tværaa. "Nu er jeg kommen for at bede dig om Hjælp, Ejnar, som vi have aftalt". "Ja, jeg mindes det, men nu er jeg ikke slet saa villig", sagde Ejnar; "dog skal jeg gaa til Gudmund og se at faa Forlig i Stand, og paa Tinge skal jeg møde, førend Grunden er trukket helt bort under mig, men det aner mig, at han ikke vil lade sig nøje med andet end at faa Tore fredløs". Han red nu hen til Gudmund. De hilsede hinanden venlig, og Ejnar sagde: "Tore Helgessøn byder at dømme i denne Sag, og det ved jeg, Broder, at der er mange Grunde til at tage imod dette Tilbud, først og fremmest de Aftaler og det Frændskab, der er os imellem". "Jeg under ikke Tore at slippe fra denne Sag uden at blive fredløs", sagde Gudmund, "og jeg under ingen Anden end mig selv at dømme i den". "Saa vil Sagen ogsaa tage en slem Vending, naar du ikke vil tage Hensyn til andre end dig selv", sagde Ejnar, "og det kan vel hænde, at det kun vil baade dig lidt". "Jeg kan ikke skjønne, at der er nogen Grund for dig til at blande dig i mit og Tores Mellemværende", sagde Gudmund; "der er jo ikke Venskab imellem dig og ham; han er ilde lidt af de Fleste, og Herredet lider ikke noget Tab ved at blive af med ham". Dermed skiltes de. Paa Vadlating mødte baade Gudmund og Tore Helgessøn med stort Følge, men Ejnar var der ikke. Der blev forsøgt at faa Forlig istand, men Gudmund sagde, at det var ingen Nytte til, han vilde ikke nøjes med andet, end at Tore blev fredløs. "Vil du heller ikke gaa jnd paa, at du og Tore Helgessøn i Fællig dømmer i Sagen?" spurgte Tore. "Jeg mener ikke, at Tore og jeg vilde kunne blive enige", sagde Gudmund, "og du tykkes mig at have vel fortjent at miste dit Liv for din grove Svig imod os". Agertore gik nu til sin Navne og spurgte, om det skulde blive derved, og om han ikke vilde tage sig af ham; "der bliver kun taget lidet kløgtig fat paa, hvad du har at gjøre med, det gaar altid saa, at du trækker det korteste Straa overfor Gudmund". "Der er stor Forskjel paa Gudmunds og min Magt", sagde Tore, "men alligevel maa han taale en hel Del Fortræd af mig". Agertore sagde, at han satte Foden tungt paa Nakken af dem, "og bedre var det, at Folk jkke brugte store Ord imod Gudmund, end at de satte deres Anseelse overstyr". Da Sagen kom for, vilde Tore Helgessøn ikke lade Værnet falde, og den gik da til Doms. Agertore bød igjen Forlig og sagde, at der før var sluttet Forlig i slig Sag, men Gudmund sagde, at han ikke vilde tage imod Bøder; "du skal ikke have Lov til at drive din Uretfærdighed videre, og du skal ikke slippe fra dette, som om du næsten intet havde forbrudt". Saa blev Agertore dømt fredløs; det tyktes alle at Gudmund havde drevet stærkt paa Sagen, og mange anede, at der stak noget andet bag ved dette Fjendskab. Agertore saa nu, at der intet var at gjøre, og fór nord til Husevig, med en Mængde Løsøre, og derfra fór han bort fra Island og er nu ude af Sagaen. "Der var meget Jord efter ham og ogsaa en stor Mængde Kvæg. Tore Helgessøn havde at forkynde Namsdom(5) efter sin Tingmand, men Gudmund tilkom det at fuldbyrde den, og det gjorde han. Alle, der havde noget tilgode hos Agertore, bleve stævnede did, og alt det Kvæg, det tilhørte ham og stod ude hos andre, blev kaldt hjem, til Namsdommen skulde fuldbyrdes, Gudmund mødte med mange Folk og der var Ingen, der bød sig til at gjøre ham nogen Modstand. Saa fuldbyrdede han Namsdommen, lod alt Tores Kvæg drive sammen og fik Folk til at drive det bort. Da Kvæget blev drevet langs med Tungjærdet, sprang nogle Høveder over det ind paa Tunet; Gudmunds Faarehyrde løb efter dem og jog dem over Tunet; han kom forbi et Faarehus, der stod, og saa da, at der var næsten tredive Bukke inde. "En svær Mængde Kvæg har du faaet nu", Gudmund", sagde han. "Fattige paa Kvæg blive nu Tores Tingmænd", sagde Gudmund. "Det vilde de blive, om du fik det altsammen med", sagde Hyrden. "Mangler der noget?" spurgte Gudmund. "Ikke meget", sagde Hyrden, "men der er ikke blevet set saa nøje efter; som der burde", og saa fortalte han ham om Bukkene, han havde set. "Nu har du gjort din Lykke", sagde Gudmund, "det var det, jeg helst vilde have, at Tore Helgessøn skulde gjøre sig skyldig i saadan Svig, at man kunde faa Skovgangssag imod ham". Saa red Gudmund hen og saa efter, og saa han da tredive Bukke komme ud af Faarehuset, alle nylig mærkede med Tore Helgessøns Mærke. Han sagde, at han ikke vilde lade sig bestjæle af Tore, red hen til ham og spurgte, hvorledes det hang sammen. "Agertore gav mig disse Bukke i Vaar, strax da du havde stævnet ham, for at jeg skulde hjælpe ham", sagde Tore, "og nu har jeg ladet dem mærke for Namsdommens Skyld, og Bukkene er mine". "Kalder du det lovlig Gave?" sagde Gudmund; "der var Sag imod ham, og du vidste, at han havde alt sit Gods forbrudt". Saa tog Gudmund Vidner paa, at han stævnede Tore Helgessøn for Altinget for det Kvæg, han havde tilegnet sig af Agertores og ladet mærke, og sagde, at han havde fortjent at blive fredløs. "Nu gaar dit Overmod snart for vidt", sagde Tore. Gudmund sagde, at dette var kun for en Begyndelse at regne, "men sent er det at lære anden Mand at kjende, jeg mente du var en forsigtig Mand". "Voldsomt gaar du nu til Værks", sagde Tore.

Gudmund fór nu hjem og holdt sig hjemme. Da hans Broder Ejnar hørte, hvad der var sket, sagde han: "Troldene tage den Kappe, han har givet mig, denne Gang har han overlistet mig, det er aldrig hændet mig før". Tore Helgessøn red nu til Tværaa og sagde Ejnar helt og holdent, hvorledes Sagerne stod, mindede ham om deres gamle Venskab og bad om hans Hjælp. "Jeg mener", sagde Ejnar, "at Gudmund mere har tænkt paa Hævn for de Ord af dig, der er komne ham for Øre, end paa Bygdens Tarv, da Agertore ikke fik Lov til at være her for ham. Det kan ogsaa være, at jeg ikke bliver vanskelig at faa Bugt med, naar han kan faa skilt mig af med dig og andre gode Venner, men det skal vise sig, at jeg aldrig skal bryde vort Venskab, saa længe du vil holde det, og jeg mener, du har Ret i meget". Saa red Tore hjem, men Ejnar red hen til Gudmund og havde Kappen med. "Jeg vil byde mig til at forlige Tore og dig, Broder, og mægle imellem Jer", sagde han, "og ikke vil Folk finde, at du er naaet mindre vidt med denne Sag, fordi du har forligt dig med ham". "Jeg vil have din Hjælp i Sagen mellem mig og Tore, som du har lovet mig og kaldt Gud til Vidne paa", sagde Gudmund; "utilbørligt var det, om du ikke vilde hjælpe mig, selv om der ikke var anden Grund dertil end vort Frændskab, men nu er der ikke nogetsomhelst andet for dig at gjøre, siden du har svoret en dyr Ed derpaa og taget imod Gave af mig derfor". "Vi er nær nok i Slægt", sagde Ejnar, "men du agter ikke synderlig derpaa; du mener nu at have baaret dig kløgtig ad imod mig, men jeg kalder din Færd for Svig og erklærer alle vore Aftaler for brudte, thi du har handlet i Mistro og ikke med Tillid imod mig i denne Sag; heller ikke er der saa stor Forskjel paa vort Vid, at jeg ikke skulde skjønne de Raad, du har lagt op. Der har du din Kappe igjen, som du længe ikke har kunnet faa Øjnene fra". Dermed kastede han Kappen til Gudmund, men denne svarede: "Jeg tager ikke imod den; jeg har givet dig den, og du faar beholde den og hvad andet du har faaet. Men jeg tænker nu, du bærer dig saadan ad, at man baade vil kalde dig taabelig og æreløs, og jeg vil ikke have mere med dig at gjøre, du har vel fortjent at faa nogle Vanskeligheder paa Halsen". "Nu taler du til mig i en anden Tone, end dengang du kom til mig med Kappen", sagde Ejnar; "en god Gave havde det været, om der ikke havde stukket Svig under". "Du kan kaste Kappen, om du vil", sagde Gudmund, "men før skal den blive liggende, til den raadner, end jeg tager den op". Ejnar red nu hjem med Kappen, og saalunde skiltes Brødrene.

Ejnar red nu hen til Tore og fortalte ham, hvad der var blevet talt imellem ham og Gudmund; han var ilde stedt, sagde han, baade for Frændskabets Skyld og paa Grund af de Aftaler, han havde bundet sig ved. Siden red de alle til Tings med stort Følge. Der blev søgt at faa Forlig i Stand. Tore gjorde Tilbud, som han sagde var saa gode, som de kunde ventes i denne Sag, men Gudmund vilde ikke nøjes med dem, og for hans Skyld var han mødt langt mandsstærkere. Engang spurgte Ejnar Tore, hvorledes han tænkte at bære sig, "og hvorfor tror du Gudmund driver saa stærkt paa denne Sag? kan hænde han finder, at du har talt for dristig om ham". "Jeg har ikke lagt Baand paa min Tale om Gudmund som saa mange andre", sagde Tore, "men det er let at skjønne, at han mener, vi ingen Raad ved imod ham". "Hvad tænker du da paa? sagde Ejnar. "Det er min Agt, naar vi komme paa Lovbjerget, at byde ham Holmgang", sagde Tore, "kan hænde, at hans Overmod saa blev stækket". "Det er et godt og mandigt Indfald", sagde Ejnar. Gudmund og Ejnar havde for Skik, naar de var paa Altinget, at gaa i Messe sammen; de sad saa paa den søndre Side af Kirken, Ejnars Flok stod vestenfor dem, Gudmunds østenfor, og det plejede de van at gjøre, enten der var Venskab eller Uvenskab imellem dem. Tore Helgessøn sad ved Siden af Ejnar, men ved Siden af Gudmund sad Vigfus Vigaglumssøn, og nogle af hans Fæller var ogsaa med paa Tinge. Der var mange, der søgte at faa Gudmund og Tore forligte, men det hjalp ikke, thi Gudmund vilde ikke lade sig nøje med ringere end Selvdømme, og Tore vilde ikke give Pengebøder. En Dag, da Folk var færdig med at forhandle Rettergangssager for den Dag, spurgte Tore Helgessøn paa Lovbjerget, om Gudmund var tilstede. Han sagde, at han var der. Saa sagde Tore: "Mange gjæve Mænd og Venner have gjort mig Bebrejdelser for den Retstrætte, der er imellem os, og lagt mig til Last., at jeg ikke vilde byde mig til at give Bøder; jeg vil derfor nu opgive det, og jo længre jeg har tøvet dermed, des bedre Tilbud skal jeg nu gjøre; jeg vil love at tage imod din Broder Ejnars Dom". "Jeg under ingen anden end mig selv at dømme i denne Sag. I Hørgdøler har længe næret Tvivl om hvem af os to der er den mægtigste; nu vil jeg, at du skal have Vished derom". "Saa vil jeg da ikke lade det være mit sidste Tilbud, Gudmund", sagde Tore; "jeg ved, der er andet, du har langt mere imod mig for, end det at jeg har mærket Agertores Bukke, og at du lægger mig til Last, hvad mange andre ere ligesaa skyldige i som jeg, at jeg har talt ilde om dig. Nu vil jeg give dig Lejlighed til at vise, at der ikke er talt Sandhed; thi jeg æsker dig nu til Holmgang med tre Nætters Frist paa Holmen i Øxaraa, hvor Folk have plejet at holde Holmgang. Der skulle vi slaas, som de gamle Love foreskrive det, og tænker jeg da, at inden Enden er der, skal Tvivlen være løst, og at det skal vise sig, om du er en dygtig og modig Mand, eller det er, som jeg har sagt og mange andre, at du intet Mod har". Der blev stor Raaben og Støjen efter denne Tale, men Folk skiltes dog for dennesinde, uden at der skete nogen Ulykke.

Gudmund og Ejnar gik til Aftensang den Kvæld, som de plejede, og Gudmund var meget vel fornøjet. Men om Natten, henimod Daggry vaagnede Vigfus Vigaglumssøn og sagde til Gudmund: "Du sover kun lidt i Nat; er du ilde tilmode ved at tænke paa Holmgangen med Tore? eller hvad tænker du at gjøre?" "Lidet forstyrrer det min Søvn", sagde Gudmund; "jeg har let ved at komme til Ende med at tænke paa denne Sag, thi Tore bød mig kun, hvad jeg burde have budet ham; jeg tænker, at Lykken og Sagens Beskaffenhed faar skifte imellem os ved Holmgangen, ogsaa er det paa Tiden at jeg aftvætter disse Bagvaskelser". Nu maa jeg ud med hvad jeg ikke før har faaet sagt dig, Gudmund", sagde Vigfus, "at jeg er meget klogere end du, thi jeg ser, at du ved hverken ud eller ind, men jeg er Mand for at give et godt Raad, som din Anseelse vil øges ved, uden at du behøver at udsætte dig for nogen Fare, og uden at du har nødig at lade dig nøje med mindre, end du selv vil". Gudmund saa paa ham og sagde: "Hvad er det for Snak? Hvad er det, du mener at se i denne Sag, som jeg ikke kan se?" "Jeg vil gaa paa Lovbjerget idag", sagde Vigfus, "og æske din Broder Ejnar til Holmgang endnu idag, og jeg skal bruge langt stærkere Ord imod ham, hvis han ikke vil slaas, end der blev brugt imod dig. Grunde har jeg ingen Mangel paa; det er endnu ikke hævnet, at han drev mig og min Fader fra Tværaa og røvede os al vor Anseelse. Det vil ikke hue Ejnar bedre at gaa i Holmgang med mig end dig at gaa imod Tore; lad os nu i alt Fald først lade den Tort overgaa ham, om saa er, at han ikke tør slaas med mig, men gjør han det, slaar jeg ham ihjel, og Høvdingerne ville da se at finde en anden Udvej, end at begge I Brødre skulde bide i Græsset paa Tinge". "Det er sjeldent at finde saa kløgtig en Mand som dig", sagde Gudmund, "selv om man søger blandt kloge Folk". "Lad dig nu ikke mærke med din Glæde", sagde Vigfus, "thi faar Ejnar Færten af, at du er bedre tilmode end før, vil han hitte paa, Raad til at hindre dette." Siden gik de i Messe; Gudmund sad med Hovedet skjult i sin Kappe og sagde ikke et Ord; men saa skete der en lille Hændelse: der var et Barn, som kom til at give en Lyd fra sig, da det gik forbi Gudmund, og nogle af dem, der hørte det, lo deraf. Da Ejnar og Tore kom til deres Bod, sagde Ejnar: "hvordan tykkes det dig, min Broder Gudmund tog sig ud i Kirken?" "Som jeg vil have ham", sagde Tore, "han løftede jo ikke Hovedet et Øjeblik, og jeg tænker, han skal blive des mere modfalden, jo nærmere den Vanære kommer, der forestaar ham". "Jeg mener, du tager fejl", sagde Ejnar, "han saa mig ud til at være overvættes glad; saa du ikke, at Haarene paa hans Kappe rørte sig, saadan lo han? De har vist fundet paa noget, som vil hue os ilde, i Fald de faar det frem, og det maa ikke ske. Vi maa strax gaa til Gudmund og gjøre Ende paa Sagen, saa godt det lader sig gjøre". Saa gik de sammen til Gudmunds Bod, og Ejnar sagde: "Det er mit Ærinde hid, at jeg vil forlige dig og Tore, som sømmeligt er. Jeg har nu faaet ham til at byde dig Selvdømme, som du krævede". Vigfus bøjede sig over til Gudmund og hviskede til ham: "Nu har du ikke passet paa at skjule din Glæde, Ejnar har mærket den; men nu er der jo ikke andet for end at tage imod dette gode Tilbud". Der var mange, der raadede dertil og støttede Ejnar, og Gudmund lod da de Høvdinger og Venner, der havde lovet ham deres Hjælp, komme, og det var mange, der samledes til det Møde. Tore overdrog da Gudmund Selvdømme, og Gudmund sagde: "Jeg dømmer Tore til at bøde et Hundrede i Sølv, det ved jeg er stiv Mandebod, og det skal det ogsaa være; du skal ogsaa være fredløs, ikke Skovgangsmand, men fare af Landet i tre Vintre, og for hver Vinter du bliver her, skal du bøde et Hundrede i Sølv". Det var Alles Mening, at Gudmund havde vundet stor Anseelse ved denne Sag.

Samme Sommer fór Tore Helgessøn fra Island. Han var paa Orknøerne den Vinter, men næste Vaar kom han tilbage og red hjem til Løgaland, hvor han fæstede sig Tyende; siden red han til Tings, og han og Ejnar holdt stadig sammen. Han var hjemme og passede sin Gaard Sommeren over, men om Høsten for han atter bort, til Norge og derfra til Orknøerne; næste Sommer for han atter til Island og om Høsten for han til Norge, hvor han blev den Vinter og hentede sig Hustømmer, saa for han hjem til Løgaland, hvor han boede til sin Alderdom og tyktes en saare anselig Mand.

Paa denne samme Tid, som vi nys have fortalt om, havde mange Høvdinger lovet Gudmund deres Hjælp, og da det lakkede imod Tingets Slutning, gik han til deres Boder og takkede dem derfor. Han gik da ogsaa til Svinefjældsboernes Bod, og da han saa gik ud af Døren derfra, saa han en Mand, som gik derind med en Pose og Ridetøj. Gudmund saa paa ham, vendte sig til Vigfus og sagde: "Har du nogensinde set en Mand, der saa ud til at være en større Slyngel end denne?" "Det ved jeg ikke saa lige", sagde Vigfus. "Jeg har aldrig set Nogen, der egnede sig bedre til at paatage sig Nidingsværker", sagde Gudmund, og saa gik han hen til ham. .Hvad hedder du? sagde han. "Jeg hedder Torbjørn Rindil", sagde Manden, "og jeg er en Østfjording af Æt". "Vil du slutte en Handel med mig?" sagde Gudmund. "Hvem er du?" spurgte Torbjørn. "Jeg hedder Gudmund Ejolfssøn". "Saa kjender jeg dig nok", sagde Torbjørn; "jeg har hørt sige, at de Fleste er bange for dig. Jeg har heller Ingenting at handle med, jeg er en fattig Mand". "Der er Ting, det kommer mig mere an paa end Penge", sagde Gudmund; "nu kan du indfinde dig paa Høstinget og lade, som du søger Tjeneste, men tag ikke imod nogen; did kommer ogsaa jeg". Det blev nu aftalt, og Folk red fra Tinge. Rindil mødte paa Østfjordingernes Ting og var meget snaksom og indlod sig med Mange. "Hvem er den Mand", sagde Gudmund, "der har Næsen i Hvermands Øre og vil tinge sig en Tjeneste til, men dog ingen vil tage imod?" "Jeg hedder Torbjørn", svarede han; "vil du tage mig, Gudmund? Han sagde, at det vilde han nok, om Torbjørn havde Lyst dertil, "thi vi trænge til mange Slags Folk". Saa fór Torbjørn til Mødrevolde og var der en Tid. En Dag sagde Gudmund: "Mon det nu ikke var bedst, du tog dig noget for?" Torbjørn sagde, at det kunde han gjerne, og saa fik han en Le og gav sig til at slaa Hø. "Du er nok ikke vant til det Arbejde", sagde Gudmund; "vilde det ikke tykkes dig læmpeligere, at jeg lod dig ride med til Bad om Dagen?" Han sagde, at det vilde hue ham en hel Del bedre. Saa en Gang sagde Gudmund: "Det er nu saa, at der er noget, jeg vil have udrettet, saa kan jeg med det Samme faa Vederlag for dit Ophold her. Det er nok muligt, at jeg vil lade dig stifte Bekjendtskab med anselige Folk, og at det enten vil blive din Lykke eller din Ulykke". "Det faar du gjøre, som din Hu siger dig til", sagde. Torbjørn, "men jeg vilde nok helst spare mit Liv; dog trøster jeg mig til at sige, at du skal kunne stole paa mig, selvom der er Fare ved den Færd, du vil sende mig ud paa". "Jeg skal nu give dig en Stordaad at øve, som jeg tænker paa", sagde Gudmund; "der bor en Mand ved Navn Torkel Haak nord paa Ljosavandsskard; ham vil jeg undlive, og nu vil jeg sende dig i Forvejen for at spejde, saa følger jeg selv strax efter". "Det vil jeg love dig", sagde Torbjørn, "at du skal kunne stole paa, at jeg skal udspejde alt, hvad du vil vide, men jeg vil ikke have min Haand med i Drabet paa Torkel". "Du skal heller ikke gjøre andet end spejde", sagde Gudmund; "jeg skal sige dig, hvordan du skal bære dig ad: Jeg skal give dig to magre og brudte Krikker med, kløvsadlede og med Ost i Kurvene. Saa skal du fare over Hellegnupsskard og ned igjennem Baarddalen. Det er nu et slemt Uaar, men nord paa Tjørnæs driver der mange Hvaler i Land. Du ligner Ingen saa meget som dem vester fra Halvdanstunge, og du skal lade, som du er derfra. Mag det saa, at du kommer til Torkel i ondt Vejr, stil dig ynkelig an og gaa ikke derfra. Tag saa Sten fra Bækken og læg dem som Mærke for mig, ligesaa mange Sten, som der er Folk; saa skal jeg komme did". Rindil gav sig nu paa Vej og kom til Øxaraa i et forrygende Haglvejr. Torkel var ude og sagde: "Hvad er du for en Herremand, og hvad vil du her? hvor har du hjemme, og hvor skal du hen?" "Jeg hedder Torhalle", sagde han, og bor vester paa Halvdanstunge. Jeg skulde ned og kjøbe Hval, men nu kommer jeg her, fordi det tykkes mig paa Tide at hvile mig, og faar jeg ikke Lov til at komme ind, dør jeg her udenfor ved din Gaard, og det saa du dog vist nødig, saa gjæv en Mand som du er". "Vi skjøtter kun lidt om ukjendte Folk", sagde Torkel, "thi vi har en Del udestaaende med store Høvdinger, og man kan aldrig vide, hvad Ærinde Folk kommer i". "Synes du jeg ser mistænkelig ud?" sagde Torbjørn; "saa vil jeg da lægge mig ned her, siden du ikke vil lade mig komme ind". "Jeg har en Sæter et lille Stykke herfra", sagde Torkel, "der kan du være i Nat". "Jeg kan ikke gaa et Skridt videre", sagde Torbjørn, og saa rystede han som et Espeløv". "Du lader meget ynkelig", sagde Torkel; "lad os se dine Heste". Han tog Kløvkurvene af og saa paa Dyrene, de var baade brudne og ømbenede. "Ja, jeg skjønner, at du har sagt sandt og kommer langvejs fra", sagde Torkel; "det ses ogsaa, at du er en ringe Bonde, det vidne dine Varer om; bær saa Oppakningen ind da, din Stymper". Det gjorde Torbjørn da de kom ind, sagde Torkels Kone, som hed Torgerd: "hvad er det for en Djævel, du har med dig?" "Jeg synes ikke, han ser saa farlig ud", sagde Torkel, "og jeg nænner ikke at lade ham dø her udenfor Gaarden; saa faar man Ondt at høre for det". "Nu skjønner jeg grant, at du er dødsens", svarede hun; "lad ham komme op i Sæteren, naar han har faaet varmet sig". "Jeg gaar ingen Steder for din Snaks Skyld", sagde Rindil. "Ja, jeg faar jo ogsaa lade det blive, som Torkel vil have det", sagde hun, men brugte dog stadig Mund imod ham, og Rindil gav hende kun vrede Svar. Det lakkede nu ad Nat. "Sid du her hos mig, Torhalle", sagde Torkel; "jeg ser, at Kvinderne ikke er venlig sindede imod dig". Da de havde faaet Mad, lagde Gjæsten sig til at sove, og ligesaa Torkel; han laa i sit Sengerum og Gjæsten udenfor. Kvinderne blev siddende oppe en Stund endnu. "Hvorfor gaar du ikke i Seng, Kone?" sagde Torkel. "Jeg tror ikke din Gjæst saa godt som du", sagde hun. "Du er ikke glad ved ham", sagde Torkel, og saa faldt han i Søvn; hans lille Datter Gudrun, som var fire Aar gammel, laa hos ham. Da der var blevet mørkt derinde, stod Rindil op og skjød Slaaen fra Døren. Lidt efter gik Konen ud i Forstuen. "Saa var det dog saa", sagde hun og skjød Slaaen for jgjen. I det samme vaagnede Torkel. "Hvad er der nu, Kone?" sagde han. "Det er, som jeg anede, at din Gjæst vil svige dig; han har skudt Slaaen fra Døren". "Stort Fjendskab viser du mig nu, hvornaar jeg saa faar dig lønnet derfor", sagde Rindil. "Det er vel blevet glemt at trække Slaaen for", sagde Torkel, og saa lagde han sig til at sove jgjen. Da der var gaaet en liden Stund, listede Rindil sig atter ud og skjød Slaaen fra. I det Samme hørte han Hundeglam og Folk komme ridende op imod Gaarden; saa sprang han ind og tog sine Klæder og klædte sig paa.

De kom nu til Gaarden, Gudmund og hans Mænd, i alt tyve, og ved Larmen vaagnede Torkel. Der var ikke Tid til at tage Brynje paa, men han tog et Hugspyd i Haanden og sin Hjelm paa Hovedet. Der stod et Mælkekar i Hjørnet af Huset, saa der var knap Plads, og Gudmund sagde da: "Nu faar du lade dig se, Torkel, og ikke krybe i Skjul". "Vel skal jeg lade mig se, Gudmund!" sagde Torkel, "og ikke kom du før, end jeg ventede dig; men hvad Vej er du kommen ad?" "Jeg fór over Brynjebakke og Hellugnupsskard., sagde Gudmund. "Saa har du havt en stejl og vanskelig Vej", sagde Torkel, "og jeg kan næppe tænke mig, hvorledes din Bag har kunnet holde den Sved og Møje ud". Saa sprang han frem med draget Sværd og hug til Gudmund, men han veg tilbage for Hugget. Det var, som saa Torkel ikke, at der var andre imod ham end Gudmund, men nu sprang de frem og hug til ham; han værgede sig mandelig, og mange gav han Saar. Torsten den ramme hed den Mand, som gik haardest frem imod Torkel, og omsider blev han svært saaret, men han var ikke mindre hidsig for det, skjønt Indvoldene hang ud af ham. Men da Gudmund veg tilbage, faldt han over i Mælkekarret, og da Torkel saa det, lo han og sagde: "Hvor tidt du har faaet din Bag vaad, ved jeg ikke; men Mælk tænker jeg ikke den har drukket før. Men kom du nu hid, og lad os to tales ved, thi nu hænge Indvoldene ud af mig". Saa dræbte de ham. " Vil Konen ikke have vor Hjæ]p til at faa Torkel jordet?" spurgte Gudmund. "Nej, det vil jeg visselig ikke", svarede hun; "se I til at komme herfra det forteste I kan, bedre tykkes det mig at være hos min døde Mand end hos Jer". Saa red de bort, hen til Ejnar Konalfssøn. Han tog vel imod Gudmund og spurgte ham om Tidender. ,,Jeg kan melde dig Torkel Haaks Død", sagde Gudmund. "Jeg har ikke nødig at spørge om, hvad han er død af", sagde Ejnar; "nu tænker jeg, du vil lukke op for Pengepungen og byde Ljosavandsfolkene Bøder". Siden blev der holdt Møde, og der kom Gudmund og Ejnar Konalfssøn og Torgejrs Sønner Tjørve og Høskuld. "I have vel spurgt Torkel Haaks Død", sagde Ejnar, "og Faa ville mene, at han var sagesløs; nu vil Gudmund byde Eder Bøder, høj Mandebod, men ikke er det at vente, at han vil rømme af Gaarde for Jer, I faa lade ham sidde i Fred der". "Nu have I faaet sat det igjennem, som I længe have luret paa", sagde Høskuld, "og lidet vil Forliget være at lide paa, skjønt Gudmund nu har stor Overmagt". "Da er det dog mit Raad", sagde Tjørve, "at vi ikke vægre os ved at tage imod Bøderne", og saa blev det; Gudmund udredte Pengene, og de vare for forligte at regne.

Rindil fór hjem med Gudmund, og han var vel fornøjet med ham, men Folk i Almindelighed kunde ikke lide ham. Saa kom Tiden, da man skulde ride til Høstting. Folk havde spist, og Hestene vare blevne drevne hjem, og Gudmund var ved at bryde op med et stort Følge, som han plejede, men saa manglede Rindils Hest. Gudmund bød, at der skulde søges efter den, men Rindil sagde: "Det ligner Ingenting, at Andre skulle søge efter min Hest, naar jeg selv ved, hvor den er; rid I kun i Forvejen". Gudmund bad ham hellere følge med strax, men Ingen vilde overlade ham sin Hest, og saa blev Rindil tilbage med en Mand. Da Hesten var fundet, satte de sig til deres Davre. Rindil spiste Skyr(6), og det gik hurtig for ham thi Skyren var noget tynd. Saa red de af Gaarde op igjennem Skoven. Da de havde redet et Stykke, kom der nogle Mænd imod dem; det var to af Torkel Haaks Frænder, Brødrene Ejliv og Brune fra Gnupufell. Brune var gift med Alfdis Kodransdatter, og hun og Gudmunds Kone Torløg vare Søskendebørn. Der blev ingen Hilsener vexlet imellem dem, da de mødtes, men Ejliv jog strax sit Spyd lige igjennem Rindil, saa Skyren stod ud af ham og oversprøjtede Ejliv. Rindils Stalbroder skyndte sig derfra og meldte Gudmund, hvad der var sket. Han blev meget opbragt og vendte strax om for at sætte efter dem og fik en Mand til at fredlyse Tinget for sig. Da Brødrene saa dem komme, vendte de om og drejede af ind paa Saurbø, hvor Torgejr Godes Søskendebarn Hlenne den spage, som dengang baade var gammel og blind, boede. Hlenne var udenfor og var ved at sige en Huskarl Besked, der skulde ned i Seljadal med nogle Kalve. Ejliv kom nu og bad ham tage sig af dem, "thi Gudmund vil tage vort Liv", sagde han, "han er lige i Hælene paa os". "Hvad bar I gjort?" spurgte Hlenne. "Jeg bar dræbt Rindil", sagde Ejliv, "det er Gudmund vred over". "Det er der kun sket ringe Skade ved", sagde Hlenne; "jeg kan kun lidet hjælpe her, men gaa I nu dog ind, saa kan I værge Jer derinde fra". De gjorde saa, og lidt efter kom Gudmund ind paa Tunet. Han og Hlenne hilste paa hinanden. "Er Ejliv og hans Fælle, de Udaadsmænd, her, Hlenne?" "Ja, de er Gudmund", sagde Hlenne, "men det tykkes mig ikke, der er nogen Ulykke i, at Rindil er blevet dræbt". "Nu faar du vælge et af to", sagde Gudmund, "enten skal du overgive os dem, eller vi brænde Gaarden for dig; det skal ikke gaa godt for Nogen at dræbe mine Hjemmemænd". "Det kan være, at du nu kan gjøre, hvad du vil", sagde Hlenne, "men der har været den Tid, da du vilde have faaet mangt og meget at høre her i Herredet, om du havde paaført mig Vanhæder. Det er nu dog saa, at det vilde hue mig bedst, at de ikke blev dræbt lige for mine øjne, og jeg vil derfor sende dem til Øreskov"." Vil du love mig at sende dem derhen", sagde Gudmund, "saa gaar jeg ind derpaa, thi dit Løfte er mig ligesaa meget værd som Andres Ed". "Saa gik Hlenne ind og sagde: "Nu er Gudmund kommen og vil have dit Liv, og jeg kan ingen Modstand sætte op imod ham". "Det er rimeligt", sagde Ejliv, "saa skal jeg gaa ud". "Ja, du skal nu ikke være saa hidsig paa det", sagde Hlenne, "der er en lille Udvej. I skal nu over i Øreskov, og did skulle I fare paa den Vis, at I hver ligger i sin Høkasse med Græs over Jer og derovenpaa en Kalv, og saa kan det hænde, at Gudmund ikke faar Færten, heraf, saa hidsig som han nu er. Naar I saa hurtig er komne forbi ham, træk saa Slaaen i Kassebunden fra, og saa faar Lykken raade for Resten". Der blev gjort, som Hlenne sagde, og da Huskarlen kom over Aaen ind i Skoven, kom Gudmund og hans Mænd imod dem. "Hvorfor er Ejliv saa sen til at komme?" sagde Gudmund. "Jeg tænker, de mener, at det ikke er Gilde de er budne til", svarede Huskarlen, "men de var dog færdige til at bryde op, da jeg fór hjemmefra", og saa red han forbi, men strax efter sprang han af og hjalp dem ud af Kasserne, og de løb ind i Skoven og hjem til Gnupufell. "Nu har de narret os", sagde Gudmund, "de har været i Kasserne, og nu skjønner jeg ogsaa, hvorfor Hesten traadte saa fast i Stenene, at Hovene sank i. Hlenne er en klog Mand, thi nu kan han alligevel sige, at han ikke har brudt sit Ord til mig. Men lad os sætte efter dem". Da de kom til Gnupufell, var Dørene lukkede, og Ejliv stod indenfor med sine Vaaben. "Luk nu Døren op, Ejliv", sagde Gudmund, "ellers stikker vi Ild paa Gaarden". "Jeg skjøtter ikke om at gaa ud," sagde Ejliv, "men sælsomt er det, at du farer saa voldsomt frem mod vore Frænder, medens du tager Sag op efter Folk, der ikke er noget ved". Gudmund bød, at de skulde hente Ild, og de gik efter den. Da traadte der en Kvinde hen til Døren. "Kan Gudmund høre mig?" sagde hun. Han sagde, at det kunde han, "er det Torløg, der taler? Du faar komme ud". "Jeg gaar ikke fra min Frænke Alfdis", sagde Torløg, "og hun skilles ikke fra sin Husbond". "Om du end vil vælge at dø med Skam her fremfor at leve i Hæder og Ære hos mig", sagde Gudmund, "saa skal denne Daad dog ikke desmindre fuldbyrdes". Saa traadte en ung Mand til Døren og sagde: "Kan Gudmund høre mig?" Han sagde, at det kunde han, "er det min Søn Haldor, der taler?" Han sagde, at det var det. "Kom du hid, Frænde", sagde Gudmund. "Ikke skal du opfordre mig saa stærkt dertil", sagde Haldor, "thi Ingen skal blive dig mere gram end jeg, om du brænder min Moder inde". Saa lagde Folk sig imellem og bad Gudmund om dog ikke at øve saa utilbørlig en Gjerning. Omsider gav han efter og red bort, men det blev aldrig siden godt imellem dem. Ingen havde saa megen Magt og Anseelse i Herredet som Gudmund.

Det hændte engang, at Gudmund bavde en Drøm. Saa fór han hen til Drømme-Finne i Køldukin ved Fjæld og sagde til ham: "Jeg har havt en Drøm, som jeg vil sige dig". "Lidet skjøtter jeg om dine Drømme", sagde Finne, "saa megen Sorg som jeg har havt". "Denne Gang har jeg intet Ondt i Sinde", sagde Gudmund, "her er en Fingerring; den vil jeg give dig". Finne tog imod Ringen og sagde: "Hvad drømte du saa?" "Det tyktes mig, jeg red nord om ad Ljosavandsskard", sagde Gudmund, "og da jeg kom lige overfor Gaarden ved Øxaraa, tyktes det mig, jeg saa Torkel Haaks Hoved paa den Li, der vendte imod Gaarden; og da jeg red derfra, havde jeg det paa den anden Side af mig; det gjør mig ræd". "Vel skjønner jeg, hvad denne Drøm betyder", sagde Finne; "hver Gang du rider her nordpaa eller herfra, skal Torkel Haaks Drab rinde dig i Hu; han har Frænder i hver en Gaard her, og dem er du ræd for, og ikke skal det komme mig uventet, om det kommer til at gaa ud over nogle af dine Frænder". Saa red Gudmund, bort, nord i Herredet til sine Tingmænd. Han tog ind paa Tjørnæs. Der blev anvist ham Plads i Højsædet, men indenfor ham sad Ufejg Jerngerdssøn. Da Bordene blev sat frem, lagde Ufejg sin Haand paa Bordet og sagde: "Tykkes denne Næve dig stor, Gudmund". "Ja vist, meget stor", sagde Gudmund. "Tror du, der er Kræfter i den?" sagde Ufejg. "Vist tror jeg det", sagde Gudmund. "Tror du, den kan slaa et dygtigt Slag?" sagde Ufejg. "Svært", sagde Gudmund. "Hvad tror du der vilde komme ud af det?" sagde Ufejg. "Benbrud eller Bane", sagde Gudmund. "Hvad vilde du synes om den Maade at komme af Dage paa?" sagde Ufejg. "Overmaade ilde", sagde Gudmund, "den vilde jeg nødig vælge", "Saa skal du ikke tage min Plads", sagde Ufejg. "Det skal være, som du vil have det", sagde Gudmund og satte sig om paa den anden Side. Det var let at skjønne at Ufejg vilde være den Første der, og hvad han vilde, det vilde han.

Paa Nøst boede der en Kone ved Navn Torbild, kaldet Vadlaenken. Der var meget Hedenskab i hende, og mellem hende og Gudmund var der stort Venskab. Til hende fór Gudmund og sagde: "Saare begjærlig er jeg efter at faa at vide, Torhild, om der vil blive øvet Hævn for Torkel Haak". "Kom igjen en anden Gang, og kom saa alene", sagde hun. Der led nu en Stund, og saa en Morgen red Gudmund ene hjemmefra. Da han kom til Vadlar, stod Torhild udenfor, med Broge paa og Hjelm paa Hovedet og en Øxe i Haanden. "Følg med mig, Gudmund ", sagde hun, og saa gik de ned til Fjorden. Hun vadede ud og hug med Øxen i Vandet, og der blev ingen Forandring at se. Da hun kom tilbage, sagde hun: "Jeg tror ikke, at Nogen vil tage Hævn over dig, du vil faa Lov til at nyde din Hæder i Ro". "Nu vilde jeg, at du skulde skaffe mig at vide, om mine Sønner ogsaa ville slippe godt derfra", sagde Gudmund. "Nu gjør du mig snart for meget af det", sagde hun, dog vadede hun atter ud, og hug i Vandet, og denne Gang hørtes der er stort Brag, og Søen blev helt blodig. "Jeg mener, Gudmund", sagde hun, "at en af dine Sønner vil komme til at undgjælde derfor; men nu vil jeg ikke prøve tiere, thi ingenlunde er det mig nogen let Sag, og nu nytter det hverken du beder eller truer".

Gudmund bevarede sjn Anseelse. Da det led mod Enden af hans Liv, fortælles der, at en Mand, som hed Torhalle og boede paa en Gaard ved Øfjord, havde en Drøm, og fór nord til Finne for at faa den tydet. Da han havde sagt sit Ærinde, sagde Finne: "Gaa din Vej, jeg vil ikke høre din Drøm; du kan gaa til Gudmund paa Mødrevolde; gaar du ikke med det Gode, lader jeg dig drive bort med Vaaben", og saa slog han Døren i for ham. Gudmund var redet ud, men ventedes hjem om Kvælden. Hans Broder Ejnar havde lagt sig til at sove og drømte, at der gik en prægtig, storhornet Oxe op gjennem Herredet, og da den kom til Mødrevolde, gik den ind i hvert et Hus der paa Gaarden, og tilsidst gik den op til Højsædet, og der faldt den død om. "Det maa varsle Stortidender og være en Mands Fylgje", sagde Ejnar. Gudmund kom nu hjem og gik ind i alle Husene der paa Gaarden, som han havde for Skik, og da han kom ind i Hallen, lagde han sig tilbage i Højsædet og talte med Torhalle. Han fortalte ham sin Drøm, og da Gudmund havde hørt den, rejste han sig op. "Da var Maden sat frem; der var varm Mælk, og der var lagt hede Stene i for at holde den varm. "Mælken er ikke varm", sagde Gudmund. "Det var sælsomt", sagde Torløg og varmede Stenene endnu mere. Saa drak Gudmund. "Mælken er ikke varm", sagde han. "Nu ved jeg ikke, hvordan du har det, Gudmund, siden du ikke kan faa det hedt nok", sagde Torløg. Han drak igjen og sagde: "Mælken er ikke varm", og i det samme bøjede han sig tilbage, og var død. "Det er en stor Tidende, og vidt vil den spørges", sagde Torløg; "nu skal ingen røre ham, thi Ejnar skal yde ham Lighjælp, han har tidt anet Ting, der var mindre end denne". Og Ejnar kom og ydede ham Lighjælp. "Din Drøm har ikke ringe Kraft, Torhalle", sagde han; "Finne har kunnet se paa dig, at den, du fortalte den til, vilde den bringe Døden, og det har han undt Gudmund".

Gudmunds Sønner Ejolf og Kodran toge Arv efter ham, deres Broder Haldor var da faret af Landet, han faldt i Brianslaget(7). Baade Ejolf og Kodran vare fagre og anselige Mænd, men fagrest var Kodran. Ejolf vilde ene raade for Arven og undte ikke sin Broder, hvad Ret og billigt var, men da Kodran, som fostredes af Hlenne, var bleven fuldvoxen, krævede han, at han skulde skifte med ham. "Der skal ikke være to Herrer paa Mødrevolde", sagde Ejolf, "og jeg vil ikke vige Pladsen for dig". Saa gik Kodran til sin Fosterfader Hlenne og sagde ham, hvorlunde Sagerne stod, og at det tyktes ham ubilligt, at han skulde miste sin Arv. "Ejolfs Overmod kommer mig ikke uventet", sagde Hlenne, "men ikke vil jeg raade dig til at opgive din Arv, hellere skal du bygge dig Hus udenfor Mødrevolde". Det Raad fulgte Kodran, og det blev saa, at han kom til at bo paa Mødrefell". Ejolf var den mægtigste Mand der nordpaa.

Torvard Høskuldssøn, Torgejr Godes Sønnesøn, boede paa Fornestad i Hnjoskadal. Han var Ljosavandsfolkenes Høvding, en klog og sagtmodig Mand og noget tilaars. Ejolf sendte Bud til ham og bød ham til sig, og da han kom, tog han vel imod ham og sagde: "Du er den af Jer Frænder, jeg helst vilde staa paa en god Fod med, og skjønt der har været nogen Misstemning imellem os fra gammel Tid, vil jeg nu slutte Venskab med dig, og jeg vil skjænke dig denne Stodhest, som er den bedste i hele Herredet". "Jeg vil tage imod Hesten og sige Tak for den", sagde Torvard, "vi skal nok komme ud af det med hinanden, om ikke andre lægge sig imellem og forstyrre vort Venskab". Saa fór han hjem.

Torvard havde en Søn, der hed Høskuld, en stor og stærk Mand og saare overmodig; hans Fosterfader var hans Farbroder Tord, men han opholdt sig nu hos en Mand, der hed Torkel Halgilssøn og boede paa Vejsa, og der var ogsaa en anden ung Mand ved Navn Brand, Søn af Gunstejn Tordssøn ved Ljosavand. Høskuld Torvardssøn og hans Fostbroder Brand var jævnaldrende og lige overmodige og urolige Hoveder, men lidet Venskab var der imellem Høskuld og hans Fader, thi de vare hinanden saare ulige i Sind. Nord paa Tjørn boede der en Mand ved Navn Isolf; han var Ejolf Gudmundssøns Tingmand. Han havde en Datter, som hed Fridgerd, en fager og anselig Kvinde og ogsaa dygtig i Huset. Der var en ung rask Mand fra Grimsø, der fattede Tanker til hende og jævnlig søgte did og talte med hende, men det syntes hendes Fader ikke om, og en Dag sagde han til hende: "Nu tykkes det mig ikke raadeligt, at du bliver her længer, thi det vil bringe os i Vanry; jeg vil sende dig til min Ven Ejolf, han vil tage sig af dig". "Det kan jo være meget godt", sagde hun, og saa fór hun da hjemmefra med en Mand i Følge. Da de kom til Fornestad til Torvard, blev det Uvejr, og Torvard sagde da: "Der er ingen Rimelighed i, at du farer hjem nu". "Sagerne staa heller ikke saa, at jeg skal hjem". svarede hun, "men Torsten Drafle paa Draflestad er ikke hjemme nu, han er nordpaa; der kan jeg være, til Uvejret er forbi". "Ja, jeg har blot sagt, hvad der saa faldt mig ind", sagde Torvard, "men ikke skal det undre mig, om det er en daarlig Udvej, du vælger". Hun for nu ned i Dalen til Draflestad, hvor der blev taget vel imod hende. Det spurgtes snart, at hun var kommen, og de unge Mænd fra Vejsa fik det ogsaa at vide og søgte did. Fostbrødrene talte da med hende, og hun fulgte hjem med dem. Paa den Tid kom der et Skib til Island der nordpaa, og det var Meningen, at det strax skulde sejle tilbage igjen. Fostbrødrene for ned til det og stiftede Bekjendtskab med Kjøbmændene. "Vi have tænkt at øge Jert Mandskab med to nye Folk", sagde Høskuld. "Er det Jer to, Høskuld?" sagde Styrmanden. "Ja, det var Meningen, om det kan lade sig gjøre", sagde Høskuld. "Ja, det kan det godt", sagde Styrmanden. Saa tog Høskuld en Baad, og de roede hjem, men da de havde gjort sig færdige til Rejsen, tog de Torkel til Side, og Høskuld sagde: "Det er vor Agt at fare udenlands, men dig ville vi overdrage Værn og Søgsmaal i alle Sager, der angaa os, og det ville vi tage Vidner paa". "Jeg har ingen Skade havt af Jer hidtil". sagde Torkel, "men dette synes mig ikke frit for at være en vanskelig Sag, der kan komme mangehaande Ting paa, dog vil jeg nu lade Jer raade", og saa blev det, som de vilde have det; og de for udenlands og nød stor Anseelse, hvor de kom.

Da der var ledet en Stund, gik Fridgerd til Torkel og sagde: "Det er nu saa, som du ved, at jeg har taget min Del af Arbejdet her, men nu bliver det mig sværere og sværere, og det kan ikke blive ved at gaa saadan, thi jeg er med Barn". "Hvem volder det?" sagde Torkel. Hun sagde, at det voldte Brand: "Ikke har Brand da handlet imod mig som min Ven", sagde Torkel, "siden han ikke har sagt mig noget herom". Det er ikke let for mig at komme paa det Rene med den Sag, thi her har været megen Lystighed og mange Folk her paa Gaarden, og du er en letfærdig Kvinde, saa jeg kan ikke vide; om det er ham, der bærer Skylden eller andre Landstrygere, om det end kan være rimeligt nok, at det er ham; men er det ikke saa, tykkes det mig stor Skade for Fostbrødrene, at de skal have Skyld derfor". Hun blev meget nedslaaet over dette og fór hjem til sin Fader og fortalte ham, hvor ilde hun var kommen afsted. "Godt er det ikke", sagde han, "men det var heller ikke fornuftigt af dig, at du fór did", og saa fór han strax til Torkel, som snart skjønnede, at han kom for at give Ondt af sig og ikke for det Godes Skyld. "Det er mit Ærinde hid", sagde han, "at jeg vil have dig til at svare i Sagen med Fridgerd, og bedst vil det være for dig, om der ikke kommer ondt heraf, som venteligt er, Jeg ønsker, at hun skal være hos dig, men er villig til at betale hendes Ophold, og jeg er villig til at slutte Forlig og skal finde mig taalmodig i at vente, jeg skal ikke forlange mere, end hvad der er vor Ret". "Jeg er sagesløs i dette", sagde Torkel, "din Datter er en letfærdig Kvinde, og der er ikke mere Rimelighed for, at den Ene har været Kjæreste med hende, end for at Flere havde været det". Saa red Isolf derfra til Ejolf Gudmundssøn paa Mødrevolde. Der blev taget vel imod ham. Han tog Ejolf til Side og sagde: "Der er ingen Ære at vente af mit Ærinde til dig, men som din Tingmand faar jeg ty til dig om Hjælp. Jeg mener, det er en Skam, som Hnjoskadølerne, bære sig ad, somme af dem er rendte af Landet, og os angaar den Sag nærmest, de er rendt fra, men de, der skulde svare til den, skyde den fra sig. Det var min Agt fra første Færd af at sende min Datter til dig for at fri hende fra onde Menneskers Omtale, men Brand og Høskuld fik hende til at blive herfra og holdt hende tilbage til hendes Skjændsel". "Det er en vanskelig Sag", sagde Ejolf, "jeg vilde helst give efter for Ljosavandsfolkene, men nu er du ilde stedt, dog tror jeg det er raadeligst, hun sparer mig for dette, jeg kan ikke rydde Stenene af Vejen for Alle, og det vil ogsaa de Fleste sige, naar jeg Ingenting gjør ved dette". "Nej, man vil mene, at du ikke holder paa din Anseelse, undtagen naar du har med anselige Mænd at giøre". "Saa skal jeg da tage mig af Sagen, skjønt den har sine Vanskeligheder", sagde Ejolf, "men jeg vil være nøjsom med Hensyn til Oprejsning. Bedst venter jeg, det vil gaa, om vi følge Torvards Raad, men liden Oprejsning venter jeg mig af de andre, der have Del i Sagen". Saa gav de hinanden Haandslag, og Isolf overdrog ham Sagen. Saa fór han hjem og Vinteren led.

Saa var det en af de første Dage i den sidste Vintermaaned, at der var Møde paa Hals i Hnjoskadal, det som nu holdes i Kjøbing. Ejolf kom sent; man var færdig med de Sager, man havde havt for, og mange af Bønderne, ogsaa Torvard, vare tagne bort. Ejolf spurgte, hvor Torvard var, og da han fik at vide, at han var redet hjem, sagde han: "Det var uheldigt; men er Torkel Halgilssøn her da?" "Her er jeg", sagde Torkel. "Det er vel, vi træffes", sagde Ejolf, "hvad svarer du i Sagen med Fridgerd og Isolf? Folk siger, at du har overtaget Søgsmaal og Værn i alle Sager, der angaa Høskuld og Brand. Jeg vil ikke kræve synderlig stor Oprejsning, i Fald du svarer mig vel". "Det er sælsomt, at du vil gaa efter hvad uforstandige Folk sige", sagde Torkel; "jeg vil ikke bringe Brand og Høskuld i Fortræd, eller kjende dem for skyldige, da der er ligesaa stor Rimelighed for, at det er Enhver anden, der har været Fridgerd for nær. Bedre kan jeg ikke svare, end at I faar spørge dem, I give Skylden, om hvorledes Sagen forholder sig". "Saa vil det ikke gaa saa let, som vi gjerne ønskede", sagde Ejolf, "men nu skal jeg gjøre et læmpeligt Forslag. Vil du love i Lovretten, at du vil vedgaa, at Brand er Fader til Barnet, i Fald hun bærer Jernbyrd og dermed beviser, at det er saa?" "Ilde var det, om jeg vedgik; at Brand havde Skylden, naar en Anden har den", sagde Torkel, "men ikke vil jeg nægte hende at bære Jernbyrd, skjønt Mange mene, den ikke er at lide paa; saa overgiver jeg da den Præst min Ret, som staar for Jernbyrden". Den skulde foregaa paa Løvaas; Præsten, som stod for den, hed Ketil kaldet Mødrevoldepræst; dengang var Islejf Biskop paa Skaalholt. Saa fastede hun, og da Tiden var ledet, bød Ejolf sig til at se efter Jernbyrden, men det var let at skjønne, sagde han, at om de kunde, vilde de fremdeles holde Sagen hen, saa der skulde ses saa godt efter som muligt. Torkel kom, og der blev løst op for hendes Haand, men Præsten var noget sen til at sige sin Mening. "Hvorfor er du nu saadan en Usling, at du ikke vil sige, at hendes Haand er brændt?" sagde Torkel, og saa tog han Vidner paa, at det var, som han sagde. "Nu bære I jer utilbørlig ad", sagde Præsten, "siden I dømme i Sagen og tage den fra mig, skjønt det tilkommer mig at give Kjendelse i den. Jeg vil have en Prøve til, at Sandheden kan komme klarere frem". "Det kan ikke komme klarere frem", sagde Ejolf, "men for dit Fjendskab imod mig og fordi du har ladet dig bestikke, skal jeg kræve Bod, som var det min Fædrenearv". "Vitterligt er det for os Ljosavandsfolk", sagde Torkel, "at I længe ikke have sparet paa Fjendskab imod os". "I var de første til at begynde paa Fjendskabet", sagde Ejolf, "men ilde kom I fra det, som I havde fortjent". "Enten skal denne Sag komme til at koste mig alt, hvad jeg ejer, eller ikke en Øre", sagde Torkel. "Saaledes vilde din Frænde Torvard ikke have svaret", sagde Ejolf. Dermed skiltes de. Der kom nu et Skib ud til Gaasar. Paa det var Fostbrødrene Brand og Høskuld. Torkel red strax ned til dem og sagde: "Om I vil, kan I være hos mig nu som før, skjønt der nu er Vanskeligheder for Haanden". De tog imod Indbydelsen og fulgte med til Vejsa. "Saadan staa Sagerne, Brand", sagde Torkel, "at Ejolf vil paaføre dig Sag for at have forført Isolfs Datter; han har brugt stærke Ord derom, thi han har sagt, at han vilde drive derpaa, som var det hans Fædrenearv det gjaldt, men jeg tænker, det vil falde hende haardt at føre Bevis for hvad hun siger, og at han kun vil have Skam deraf, hver Gang hun bærer Jern; jeg saa hendes Haand sidst, og da havde den taget Skade, saa man kunde skjønne, hun er en letfærdig Kvinde. Men Ejolf er fast bestemt paa at begynde paa de gamle Utilbørligheder imod os Frænder". "Jeg vil ikke vedgaa, at jeg har havt mere med hende at gjøre end saa mange andre", sagde Brand. "Hvordan tænker I at bære Jer ad?" sagde Torkel, "thi alle vore Frænder ere paa Ejolfs Side, undtagen Ravn Torkelssøn paa Lundabrekka, han venter jeg vil være med os. Han er en kløgtig Mand, og jeg tænker, at han vil finde paa Raad til at skaffe os Overtaget, at det maatte blive saa vel, at Ejolf fik det ud deraf, som jeg under ham, om han kom her nordpaa". "Det er tydeligt, at vi maa staa ham imod", sagde Høskuld. Saa red de sammen til Ravn, og Høskuld fremstillede Sagen for ham. "Du har vel hørt", sagde han, "hvorledes lsolf og Ejolf for nylig have vist os deres Fjendskab, men det er vor Agt at gjøre dem den Modstand, vi kan, og dertil vilde vi have dine Raad". "Sandt er det", sagde Ravn, "at Ejolf vil være Alles Overmand, og mig bryder Ingen sig om at søge til, de gaa alle til Torvard, og det huer mig ilde. Men far I nu til Odsla og træf Utryg og faa ham i Ledtog med Jer, og til vore Venner i Hnjoskadal, thi jeg kjender Ejolfs Overmod og skjønner, at han vil komme her nordpaa, og saa maa vi være rede, men det maa holdes skjult for Torvard". Samme Sommer holdt Ejolf Møde i Herredet, og der sagde han: "Det er Eder vitterligt, at jeg kaldes Eders Høvding. Nu tykkes det mig at være en rimelig Pagt imellem os, at vi gjensidig hjælpe hinanden til vor Ret, saa at I yde mig Bistand imod mine Fjender, ligesom jeg kommer Jer til Hjælp, hvor I har det nødigt" Folk tyktes, at det var vel talt. Siden red Ejolf til Ejnar Arnorssøn paa Ravnegil. Han var en ætstor og anset Mand og Ejolfs gode Ven. "Det staar nu saa", sagde Ejolf, "at jeg vil raadføre mig med dig. Nu er Tiden kommen, da Sagen skal afgjøres; farer jeg nu did med mange Mænd, kunde jeg prøve paa at overvælde dem med Ufred; Torvard er den eneste, der fortjener at skaanes". "Jarvist", svarede Ejnar, "han er jo nu tilaars, men han er en gjæv Mand; han sloges med Gird, da han var hos Torolf; han er baade dygtig og forsigtig og dertil en anselig Mand, og det er det eneste, der skulde kunne hjælpe dem, om han overtog Sagen og satte sig i Spidsen for dem. Det er mit Raad, at du skal fare did selvattende og lade som du farer til Flatødal efter Levnetsmidler". Saa gav Ejolf sig paa Vejen og med ham Torsten fra Arnstad og Tore, Finboge den Rammes Søn, som var hans Hjemmemand. Det var hvast Vejr, da de red over Vadlahede; de kom sent om Aftenen til Draflastad, hvor Atle Bonde boede, en rig Mand og Ejolfs Tingmand, og der blev taget vel imod dem. Atle spurgte, hvor Ejolf agtede sig hen. Han svarede, at han skulde ud til Flatødal; "men du skal vide, hvad der stikker bagved; send en Mand over til Vejsa og faa at vide, hvem der er hjemme". Bonden var noget tavs af sig. "Hvorfor taler du saa lidt?" sagde Ejolf. "Jeg vilde være gladere, om du kom med Hundrede Mand i Følge", sagde Atle. "Det er vel talt", sagde Ejolf, "ved du noget nyt fra Vejsa?" "Nej, jeg ved ikke andet, end at alt er roligt", sagde Atle, "men dine Venner er de jo ikke". Ejolf bad ham sende sin Huskarl derover og faa at vide, hvorledes det stod til, og han gjorde saa. Da Huskarlen kom til Vejsa, stod Høskuld ude i Døren. "Du er tidlig paa Benene, min Ven", sagde han og tog fat i ham og gav sig til at brydes med ham og sagde, at han lagde sig nok efter at forføre deres Kvindfolk, og det varede ikke længe, for Huskarlen stod usikkert paa sine Ben. Saa vilde han gaa til den anden Dør, men der stod Brand og sagde: "Du faar ikke Lov at komme ind; hun vil sove", og saa kastede de ham frem og tilbage paa Tunet imellem sig og flaaede Klæderne af ham, saa han var glad ved blot at slippe fra dem. Da han kom hjem, og Ejolf spurgte, hvordan det var gaaet ham, sagde han, at det var kun gaaet ham daarlig. "Fostbrødrene var ude, jeg tænker, de har havt Mistanke til mig, de gjorde mig alskens Overlast og flaaede Klæderne af mig. Dørene var lukkede, strax da jeg kom, men jeg fik dog set lidt til, hvordan det stod til derinde, og jeg tror nok, der var mange Folk, og at de har faaet Nys om din Færd". "Det er ikke urimeligt", sagde Ejolf. "Det er, som jeg tænkte", sagde Atle. "Saa er det ikke godt at komme frem, naar det staar saadan til", sagde Ejolf. "Jeg skal give dig ti Mænd, alle vel udrustede; far saa hjem igjen og før ikke dine Mænd i Fare". sagde Atle.

Ejolf red nu langs Aaen. Da saa de en Flok Mænd komme ridende fra Vejsa; de var ikke færre end halvfjerdsindstyve, og de begyndte strax at kaste Sten paa Ejolf og hans Mænd, saa at de fik deres Hærder dygtig stødte og maatte vende om. Atle sagde, at det var gaaet som han frygtede. "Nu skal du sende Bud efter min Ven Odde Grimssøn paa Høfde", sagde Ejolf. Det skete, og der blev ogsaa sendt Bud ud til Fjorden efter Folk. Da Kodran og Torod fik at vide, hvorledes det stod til, sagde Hlenne: "Nu har Ejolf baaret sig fornuftig ad; han og hans Mænd havde slaaet godt fra sig; det skorter dem ikke paa Stridbarhed, men slig Overmagt kunde de ikke staa sig imod." Odde brød strax op med ni Mand, og Ejolf red ham i Møde. "Kan du ikke komme over Vadene for Ljosavandsfolkene(8)? sagde Odde, "eller hvad er det din Mening at gjøre, saadan som de nu har lagt det an?" "Jeg har i Sinde at ride tilbage til dem og møde dem et andet Sted og slaas med dem der", sagde Ejolf. "Det er talt, som det sømmer sig en Stormand", sagde Odde, "men ikke er det raadeligt, det vil ikke falde dem svært at faa Bugt med dig, saaledes som Sagerne nu staa." "Hvad raader du da til?" sagde Ejolf; "Lad os ride rask op til Aaen og saa dreje af op til Hestevad, der er meget dybt ved Land." Det var førend Kodran og hans Mænd vare komne, at dette blev aftalt. De red nu op til Vadestedet. Da Ljosavandsfolkene saa det, lavede de sig til at tage imod dem og flokkedes ved Vadestedet, men saa drejede de af og red langs med Aaen. "Nu finder de paa Kneb," sagde Ravn. "Lad os saa forpurre det for dem", sagde Høskuld, "og skynde os efter dem". De gjorde saa, Ljosavandsfolkene, og red ud i Aaen, men de andre red videre. Saa sank Ejolfs Hest i, og Torsten og Tore maatte tage fat hver i sin Side af Buggjorden. "Det gaar ikke med at komme frem, Ejolf", sagde Odde; "vi maa vende om". "Nej", sagde Ejolf, "nu ville vi aldrig vige for dem". I det Samme hug Høskuld til Odde nedenfra op efter, og Fligen af Øxen ramte ham imellem Hærderne. De kom i Land paa samme Side, hvor de før var. "Det gaar ikke rask med at komme over Aaen, Ejolf", sagde Odde; "Sagen er ikke tilende endnu". Ljosavandsfolkene plejede nu Raad. "Hvad skal vi nu gjøre, Frænde?" sagde Høskuld til Ravn; "tykkes det dig ikke raadeligst, at vi gaa imod dem ved Tridjungsvad? thi der vil de søge hen". "Det lader sig høre", sagde Ravn, "men jeg tænker, at de nu, ville søge hen, hvor de kunne vente sig større Støtte end hidtil". Det er mit Raad, at vi sende Spejdere til Tridjungsvad og til Tingvejen for at se, hvad de ville gjøre". "Det skal Brand og jeg gjøre", sagde Høskuld. Der var Skov rundtomkring dengang, men da de kom op, saa de, at de tog Vejen til Beljuskard, og vendte saa om og meldte det. "Saa har vi tabt Spillet", sagde Ravn, "hvis vi ikke kan faa Torvard til at være med om det". "Saa mener I vel, det er raadeligst, jeg rider til Fornestad og beder Torvard om at yde os Hjælp", sagde Høskuld. Han gjorde saa, og da han kom til Fornestad, var Stuen helt fuld af Mænd; det var Torvards Frænder og Venner. "Mit Ærinde er snart sagt", sagde Høskuld; "vi trænge til Hjælp; om en føje Stund ville vi ligge under for Ejolfs Overmagt, om du ikke vil staa os bi", og saa fortalte han; hvorledes det hele stod til. "Sent har man henvendt sig til mig om denne Sag", sagde Torvard, "læmpeligere vilde der være blevet gaaet til Værks, om jeg havde faaet noget at sige derved; nu har jeg ingen Lyst til at sende mine Mænd ud paa den Ufærd". "Længe vil jeg ikke bede dig om saa ringe en Ting", sagde Høskuld; "ringe og til liden Nytte er vel ogsaa den Hjælp, du kunde yde, men aldrig skiller jeg min Sag fra deres". "Nu faar du tænke paa, Husbond", sagde Torvards Kone, "at om Høskuld bliver dræbt, vil det tykkes Alle, at ogsaa du er ramt, og bedre er det at hjælpe strax end at tage Eftermaal op". "Jeg kjender Kvindfolkenes Ivrighed", sagde Torvard, "men godt var det, om man kunde forebygge disse Vanskeligheder". "En daarlig Karl vil du blive til at tage Eftermaal efter din Søn, om de fælder ham", sagde Konen, "siden du ikke tør hjælpe ham, mens han er i Live. Men ikke skal du avle nogen anden Søn med mig, om du lader denne gaa i Døden". "Det er at vente, at I Kvindfolk ofte vil faa Eders Vilje frem", sagde Torvard og sprang op; "hav saa Nadver rede til nogle Mænd i Kvæld". "Det skal jeg sørge for", sagde hun. Saa sendte Torvard Bud til Gunstejn og ligesaa til Utryg, som var gift med Torkel Haaks Datter Gudrun. Hall Utrygssøn var dengang paa Tværaa i Hnjoskadal. Utryg var gammel, men dog en saare rask Mand. Da Budet kom, var han ved at tvætte sit Hoved og sagde, at han ikke kunde følge med. "Det er ogsaa sandt, at Torkel Haak var min Frænde og ikke din", sagde Gudrun, "saa det er vel mig, der skal afsted". "Nej sømmeligt er det, at jeg gaar", sagde Utryg, "og jeg skal ogsaa gjøre det", og saa fulgte han med. Gunstejn for ogsaa til Torvard, og saa brød de op halvfjerdsindstyve Mand i alt. De red paa begge Sider af Aaen, thi nu blev Vadestedet ikke forsvaret imod Øfjordingerne. Kodran og Torod og Arnorssønnerne Hjælm og Ejnar kom nu ogsaa til med meget Mandskab. Da de kom til den Bakke, der hedder Kakalahol, standsede de; der var et blødt Mosedrag og løb en Bæk. Ejolf veg ud paa Mosen, hans Hest sank i, og saa sprang han af og vendte sig imod Torvard, og medens de sloges, gik Solen op. Torvard tænkte, at Ejolf kun vilde gaa imod den, han tyktes, at han havde mest at hævne paa, og Ejolf mente, at Torvard tænkte paa det gamle Fjendskab, der havde været dem imellem, Utryg gik ogsaa strax frem. "Hvem skal saa begynde Kampen idag, Hjælm hin unge?" sagde han. "Hvem andre end du, Haaks Maag", svarede han. Der blev nu en haard Dyst trindt om. Utryg lod, som han ikke saa andre end Ejolf, han stak med sit Spyd efter ham; Ejolf havde en rød Skarlagenskjortel paa og havde trukket Skjøderne op om sig, og dem gjennemborede Utryg; ,men i det Samme hug Torsten den ramme saa haardt til Spydet med sin Øxhammer, at Bladet blev borte i Kjortelfligene. Utryg bukkede sig frem, men da Ejolf saa det, gjennemborede han ham med sit Spyd; han vendte sig om i det Samme og faldt om i Bækken og døde der. Med Torvard var(9) der en Mand, som hed Stare, han var gift med en, Datter af Haldor Gudmundssøn, Ejolfs Broder, og en Ven af begge Parter. Torvard gik nu drabelig frem over Utrygs Lig imod Ejolf, men saa løb Stare hen til ham og holdt paa ham; i det Samme hug Ejolf til ham og ramte ham i Tommelfingeren, saa den hang løs i Senerne. Torvard kaldte nu paa sin Maag Odde fra Myvatn, og han løb ind paa Stare og gav ham et Hug med sin Øxhammer, saa han vendte Benene i Vejret. Saaret gjorde ondt paa Torvard, og han vilde rive Fingeren af, men Odde sagde: "Lad den hænge, saa mindes du bedre, hvad Fortræd de har gjort dig, naar du kommer hjem", og saa gjorde han. Høskuld Torvardssøn gik imod Odde Grimssøn og sloges med ham. "Vor Frænde Høskuld vil være fremmerst iblandt os", sagde Gunstejn, "og raadeligt er det at følge ham vel, skjønt der er mange mod én". "Ikke er det farligt at være hos dig idag, Husbond", sagde Torsten, Gunstejns Hjemmemand, "siden du kun slaas med den Tværaamand Ejnar Jernskeggessøn; nu gaar jeg min Vej". Saa gik han frem med fire Huskarle imod Odde og hug ham i Hovedet; han blødte stærkt, men sprang strax op igjen og sagde: "jeg er færdig til at slaas videre". "Nu gaar jeg min Vej, Høskuld", sagde Torsten, "nu faar du selv klare Hesten". Nu er at melde om Hall Utrygssøn, at han kom hjem imidlertid og var dygtig forfrossen. Han spurgte, om Faarehyrden var hjemme. "Hvad har du nu at bryde dig om Faarehyrden", sagde Kvinderne; "vil du ikke være med, hvor dine Frænder slaas?" "Saa giv mig et Vaaben da", sagde Hall hurtig. De tog en Brændeøxe og gav ham. Da han kom hen til Stedet, blev han staaende og sagde: "Hvad er her foregaaet?" "Ser du ikke", var der en Mand, der svarede, "at din Fader er falden og ligger her lige for dine Fødder? Det var Ejolf Gudmundssøn, der fældede ham". Kodran Gudmundssøn havde imidlertid lagt sig imellem de Stridende og skilt dem ad, og saa vidt var han kommet, at de fleste stod rolig, og kun de sloges, som havde ligefrem Fjendskab med hinanden. Han søgte ogsaa at faa dem fra hinanden, gik imellem dem og tog hver med sin Haand og skjød dem tilside. I det samme hug Hall ham i Hovedet. "Der faldt den bedste Mand i Øfjord!" raabte en Mand. "Var han end en god Mand, saa var han dog Gudmunds Søn", sagde Hall. Kodran blev lagt paa et Skjold og baaren ind i Skoven tæt ved, og der blev hans Saar forbundet, men Ejolf eggede nu Enhver til at gaa frem saa drabelig som han evnede. "Nu tænker du mere paa hvad der er sket, Ejolf, end paa, at skaane din Broder", sagde Torod og Hjælm. "Slaa Telt over Kodran", sagde Ejolf, "jeg har ikke Lyst til at hente Lægehjælp hid til ham; vi skal bringe ham til Svalbard, til Torvard Læge". "Nu er det mit Raad", sagde Ravn til Høskuld, "at vi enten skulle se at skjule os i Skoven eller sige, at Torvard har faaet Ulivssaar". "Det er et Raad, der vil være langt fra min Faders Sind", sagde Høskuld, "men jeg skal sige det til ham", og saa gjorde han. "Svar du ham", sagde Torvard, "at det er mine Ord, at han kan gjøre sig selv saa usel, som han vil, men at han ikke skal lyve paa mig, thi gjør han det, bliver jeg vred". Det var nu blevet sent paa Dagen, og Ejolf eggede stadig til Strid. Ravn havde været ude paa Hals om Natten, og det var mere af en Hændelse; han var kommen til Stedet, hvor de sloges, end fordi der tyktes ham godt at være. Han gik nu hen til Ejolf og sagde: "Det har været en haard Dyst; Kodran er svært saaret og Torvard ikke længer kampfør, saa det er paa Tiden at holde op". "Ja, gaa nu fra hinanden", sagde Kodran, "jeg fejler Ingenting". Saa holdt de op og gik fra hinanden, men da Torvard hørte det, sagde han: "Nu har jeg aldrig hørt saa galt! at lyve Folk Saar paa! Lad det gaa med Kampen, som Lykken raader. Jeg er sen til at begynde paa sligt Ulykkesværk, men jeg holder ikke op, før det tykkes Andre at være Tid dertil". Der var Ingen, der vilde sige Ejolf disse Ord, og han og hans Mænd fór afsted til Svalbard med Kodran. De traf Torvard Læge, og han saa til Saaret. Ejolf spurgte, hvad han mente om det. "Havde Kodran holdt sig rolig, kunde han maaske havde kommet sig", sagde Torvard, "men nu er der ingen Udsigt dertil". Der blev nu gjort Ild paa, og de klædte sig af, men saa stærkt var Ejolf svulmet op, at han ikke kunde komme af Klæderne. Om Natten døde Kodran, og Folk sørgede meget over ham. Han blev ført til Øfjord , hvor der blev sørget vel for hans Ligfærd.

Nu er at melde om Ljosavandsfolkene, at Torkel Halgilssøn sagde: "Jeg vil byde alle dem, der have været med i denne Dyst, hjem til mig, undtagen Hall Utrygssøn". "Det samme siger jeg", sagde Gunstejn. "Jeg vil byde Eder alle hjem til mig i Kvæld", sagde Torvard, "og først og fremst Hall Utrygssøn, som har hugget Skammen fra os, og vi skal have samme Lod". Saa fór Torvard hjem til Fornestad med hele Flokken. "Nu er det saa, Kone", sagde han, "at du faar sørge for Gjæstfriheden". "Den skal det ikke skorte paa i Kvæld", sagde hun. Høskuld Torvardssøn var lystig og gik omkring og hjalp Folk til Sæde og til noget at leve af. "Hvordan skal Mændene sidde, Fader?" sagde han, "efter Anseelse, eller efter den Tapperhed, de har vist?" "Ravn skal sidde mig næst", sagde Torvard. Hall gik udenfor, og Ingen vidste, hvor han var henne om Natten, men han var gaaet ind i Udbygningen paa Ildhuset bagved Torvard, og der blev han. Torvard sendte nu Bud efter alle sine Tingmænd, og da de kom, sagde han: "Nu er vi komne i store Vanskeligheder og kunne vel trænge til Raad; først vil jeg nu sende Folk til Øfjord og byde Ejolf Forlig". Han gjorde saa, og de sagde til Ejolf, at han var villig til at bøde to Hundreder i Sølv for Kodran og lade Hall fare af Landet og aldrig vende tilbage. "Jeg har ikke i Sinde at tage denne Dom af Torvard i Bod for min Broder", sagde Ejolf, "det Tilbud forkaster jeg". Saa for Sendemændene tilbage, men Ejolf sendte Bud ud til alle Høvdinger for at bede dem om Hjælp, og ligesaa lod han sin Ven Gelle bede om at møde med mange Folk paa Hejrenæsting. Gelle var en gjæv Mand, han bød Ejolf give hver Mand et Øre Sølv, og hver Høvding, der red til Tings, skulde have en halv Mark. Han sendte Bud til Ods Sønner paa Aas i, Borgfjord og bød dem Penge for deres Hjælp, og ligesaa til Guddølerne. De fleste Høvdinger lovede at staa Ejolf bi. Paa Aas i Kelduhverf boede der en Mand ved Navn Haarek; han var gift med Torvards Datter Torgerd og var Skeggbroddes Tingmand; ham sendte Torvard øster til Skeggbrodde for at bede om hans Hjælp, og han gav ham en Guldring med til ham. Skeggbrodde var gift med en Datterdatter af Ejnar paa Tværaa; Ejolf sendte derfor ogsaa Sendemænd til ham. De tog ind hos Ravn paa Lundabrekka og talte venskabelig til ham og bad ham om ikke at slaa sig sammen med Torvard; Ejolf sendte ham ogsaa en halv Øre Guld, og saa gik han ind derpaa; de gik nu til Skeggbrodde og fremsatte Sagen for ham. "Det ved jeg ikke hvad jeg skal sige til", sagde Skeggbrodde; "liden Hæder have Mødrevoldefolkene vist deres Frænke, og heller ikke tykkes det mig, de have nødig at søge Hjælp i Østfjordingernes Fjerding. Jeg skal komme til Tinget, men jeg vil ingen Hjælp love". Saa fór Sende- mændene tilbage.

Noget efter kom Haarek til Skeggbrodde og bragte ham Torvards Hilsen og viste ham Ringen. "Jeg har hørt om deres Trætte", sagde Skeggbrodde, "og er det min Agt at hjælpe den Svageste, men Ringen kan jo blive her indtil videre". Da han og hans Hustru var komne i Seng, sagde han: "Vi har Gjæster, Gudrun". "Hvad er deres Ærind?" sagde hun. "Torvard sender dig denne Ring, for at du ikke skal være imod ham," svarede han. "Jeg sætter ikke Ringen saa højt, at jeg jo sætter dig højere", sagde hun, "og jeg ved, at han sender dig Ringen, for at faa din Hjælp". "Ja, jeg kommer ogsaa paa Tinget", svarede han. Siden fór Sendemændene bort.

Ejolf var meget tavs og tankefuld den Vinter, og en Morgen, da han kom ind i Stuen, sagde han: "Jeg har havt en Drøm i Nat; det tyktes mig, jeg red nord over Hals, og saa saa jeg en Flok Kvæg komme imod mig; der var en stor rød Oxe imellem dem, og den vilde mig tillivs, der var ogsaa en stor olm Tyr og meget Smaakvæg; saa lagde der sig en tyk Taage over mig, og jeg kunde Intet mere se". "Det har været dine Fjenders Fylgjer, du bar set", sagde hans Fosterfader, "Oxen har været Torvards og Tyren Halls, men eftersom der kom det Mørke paa, kan jeg ikke se videre frem, hvorledes det vil gaa med Eders Sager". Ejolf indledte og forberedte nu Sagen, og Ingen lagde ham noget i Vejen derved. Da de brød op, var det vanskeligt at komme frem over Fjældene, thi Vinteren havde været saa haard; at der var død meget Kvæg. Da Torvard traf sine Venner, sagde han: "Vi faa vel gjøre os haarde og fare til Tings? Vil I yde mig Eders Hjælp, da ser jeg ikke bedre Raad, end at vi give os paa Vej, og at vi ride to Mand paa hver Hest; thi jeg ved, at Ejolf vil møde mandsstærk". De svarede ham vel herpaa, og han fik Hundrede kampføre Mænd. De brød op Dagen før end Ejolf og bedede paa Svinenæs. Ejolf havde næsten tre Hundrede Mand; med ham var Torod og Hjælm og Ejnar fra Tværaa. Det traf sig saa, at som Torvard og hans Mænd red bort fra Svinenæs, red Ejolf derud. Der indtraf nu den Forsinkelse for Torvard, at Sadelgjorden paa hans Hest sprang, og Oppakningen faldt af. "Hvad skal vi nu gjøre, Ravn? sagde Torvard. "Jeg skjønner ikke, der er andet for, end at vi maa se at slippe herfra", sagde Ravn. "Ikke er det mandigt at forlade sine Mænd", sagde Torvard; "er det værre at mødes med Ejolf nu end før? Blev dit Raad end fulgt forrige Gang, saa skal det ikke ske dennesinde". Ejnar saa dem og skjønnede, at der var stor Fare for, at det vilde gaa galt. Han red frem til Ejolf og spurgte, om han saa Torvards Flok. "Jeg ser den", sagde Ejolf, "og jeg tænker, det ikke vil vare længe, før vi tørne sammen med den." Hvad bliver der saa af de Penge, du har lovet Høvdingerne for at hjælpe dig?" sagde Ejnar. "Det vilde ikke være ilde, om vi nu kunde komme til at prøve en Dyst med dem", sagde Ejolf og vilde ride frem, men i det Samme svang Ejnar sin Øxe og skar hans Sadelgjord over, saa Ejolf faldt af, og medens de saaledes sinkedes, red Torvard og hans Mænd videre. Ejolf red til Silfrestad, men Torvard red ned igjennem Herredet til Miklabø. Der kom der en Mand imod ham. "Er det os, du søger?" sagde Torvard. "Er Torvard her?" sagde Manden; "min Madmoder Torgerd byder dig til sig". "Vi ville tage vor Nadver der", sagde Torvard, "og ride derfra til Vallaløg, saa at vi kunne komme til Tingstedet før end de." Torgerd var Enke; hun havde været gift med Torvards Broder Haldor. "I har gjort vel i at se indenfor hos mig", sagde hun; "nu vil jeg give Eder Telte og Tømmer og Mad til tredive Mand". "Stor Gavmildhed viser du os", sagde Torvard, "men vi have Intet at lønne din Gavmildhed med". De red nu til Tinget og tjeldede en anselig Bod. "Ejolf kom nu ogsaa til Tings med stort Mandskab; Gelle kom vestenfra med to Hundrede Mand, og da de red op til Tinget, ordnede de deres Flokke saa, at Mændene red i en lang Række, den ene bagved den anden, og Alle stirrede paa dem og tyktes, at det var et ypperligt Mandskab, men en var der især, som de lagde Mærke til, kun tyktes det dem Skade, at det var et Føl, han red, og først da de var staaet af Hestene, og Dyrene var bleven slupne løs, saa de, at den Hest var den største af dem alle, men Manden, som havde redet den, var Alf fra Dalenes Broder, Skegge den Stærke. Da de havde været en Nat paa Tinget, saa de en Baad paa Fjorden med tolv Mand i, en af dem med Skindkofte paa og ovenpaa den en blaa Kaabe; de vare alle ypperlige Mænd at se til, men ypperst af dem alle var dog Høvdingen. Det var Skeggbrodde, der var kommen. Ejolf og hans Mænd gik ned imod dem, hvor de var ved at lande, men Torvard og hans Mænd gik ud til dem, saa snart de havde taget Sejlene ind, og de gik helt ud; hvor der var vanskeligt at komme frem. Da Skeggbrodde havde set paa Flokkene, sagde han: "Den Flok der slaa vi Følge med". "Velkommen skal du være", sagde Torvard, "og alle vide vi dig Tak, fordi du vil fare med os til vor Bod", og saa gik de did. Mændene i Ejolfs Flok spurgte nu Skegge, om han havde meget Mod paa at gaa imod Skeggbrodde, i Fald det kom til Kamp imellem Flokkene. "Jeg tror ikke, jeg hat Kræfter nok til at kunne staa mig mod Skeggbrodde", sagde han, "men Mod skorter det mig ikke paa, og Lykken raader for, om jeg skal have med ham at gjøre". Da Skeggbrodde blev spurgt om det Samme med Hensyn til Skegge, sagde han: "Jeg tænker ikke det skorter Skegge paa Kræfter; dog mener jeg, at saadan som vort Mandskab nu engang er, vil Torvards Styrke slaa til. Næste Morgen gik Skeggbrodde til Ejolfs Bod; venlig tog Ejolf just ikke imod ham. "Er det ikke bedst at slutte Forlig?" sagde Skeggbrodde. "Derom faar hver mene hvad han vil", sagde Ejolf. "Her kommer man nok ingen Vegne", sagde Skeggbrodde, og saa gik han hen, til sin Ven Gelle. "Ejolf er svært fast i sin Tale", sagde han. "Hans Sag staar ogsaa godt", sagde Gelle. "Det er saadanne Folk, der have Del i den", sagde Skeggbrodde "at Vanskelighederne vilde øges meget, i Fald de blev fredløse; lad os nu begge to være enige om at gjøre hvad vi kan for at fri Folk for Ulykker". "Jeg kjender Ejolfs Vilje", sagde Gelle, "og ved, at han selv vil dømme og fastsætte Bøderne; han vil ikke slutte Forlig med Torvard, uden at Brand og Høskuld og Torkel og Hall blive fredløse". "Jeg ved ogsaa, hvad Ejolf vil", svarede Skeggbrodde, "at han ene vil raade for Pengebøderne, og at ingen af dem maa faa Lov til at komme her tilbage til Island for ham, men nu vilde jeg, at det blev læmpet saa, at du og jeg kom til at raade for, hvem der skulde være fredløse". "Saa se da, hvorledes det vil gaa", sagde Gelle, og saa gik de sammen til Ejolf. "Urimeligt er det af dig, at du ikke vil slutte Forlig", sagde Skeggbrodde, "thi ikke ville alle gaa imod Torvard; lad du Gelle tale derom med hans fuldtro Venner". "Jeg skjønner ikke, at jeg har nødig at tage noget Hensyn til din Vilje", svarede Ejolf. "Jeg har kun lidet at støtte mig til, thi jeg har ingen Stridsmagt at stille op for dem, jeg vil hjælpe", sagde Skeggbrodde, "men dog skulle nogle blive ilde tilredte, før end Torvard falder". "Ilde vil det staa til med vor Sag, om der kommer flere Vanskeligheder til", sagde Gelle, "og ikke sømmer det sig at agte Skeggbroddes Ord føje, har han end kun faa Mænd nu". Det blev nu meldt, at Retten skulde sættes. Ejolf stolede paa sin Overmagt og bad sine Mænd fylke sig ved Retten medens deres Sag var for, "det er vor Agt at gaa dem paa Livet, om de vil have det saa". Da Torvard fik dette at vide, sagde han: "Hvad skulle vi nu gjøre? Var det nu ikke det bedste at slaas, siden vi dog skal dømmes fredløse?" Lad os nu gribe til Vaaben, men somme skulle gaa og drive Hestene ind, thi nogle slippe vel bort fra det Stævne". Der var en Mand, som hed Dag; han var gift med Torgejr Godes Datter Sigrid; han var med Torvard, og han gik forrest, saa kom der fem Mand og saa ti, og saaledes fylkede de hele Flokken, og faa vare de, der helst vilde langsomt frem. "Det nytter kun lidt, at her er mange gode Mænd tilstede", sagde Skeggbrodde til Gelle; "Du har mange Folk, Gelle, og er gode Venner med Guddø- lerne; brug nu dit Mandskab saa, at du kan have Hæder deraf; lad os slaa os sammen i en Flok og gaa imellem dem og stille os paa deres Side, der vil gjøre, som vi sige". "Saa er der nu skiftet imellem os", sagde Gelle, "at du faar Æren og jeg Pengene". De gik nu, frem til Retten med deres Flok, førend Sagen var kommen for, men begge Parter vare nu færdig til at slaas. "Kan Ejolf høre, hvad jeg siger?" sagde Skeggbrodde. "Jeg hører", sagde Ejolf". Det ser slemt ud til, at Folk ville komme op at slaas her paa din Anstiftelse", sagde Skeggbrodde; "jeg mener, det er raadeligt at I holde Styr paa Eders Mænd". "Det kan Enhver skjønne", sagde Gelle, "at det er det værste, I kunne gjøre, at give Jer til at slaas; jeg byder mig til at dømme i Sagen". "Den kommer bedst fra det, som er den gjæveste Mand", sagde Ejolf, "jeg har ikke givet dig Penge, for at du skulde skaffe mig saadanne Vilkaar". "Vanskelig gjør du nu Sagen, da du vægrer dig", sagde Gelle, og saa vendte han sig til Torvard. "Hvad vil I nu gjøre, Gelle? sagde Torvard; "du trænger stærkt paa, men Fred ville vi have". "Du er mere hidsig end forsigtig, naar du giver dig i Kast med saadan Overmagt", sagde Gelle; "lad det ikke blive saa, at I blive trængt bort fra Retten". "Det er ikke rimeligt, at de vil være saa billige imod os at skifte lige Hug med os, men værre er det dog, om vi først skulle domfældes og siden dræbes", "Er det dog ikke bedst ikke at føre Folk i saadanne Vanskeligheder og hellere forliges?" sagde Skeggbrodde. "Jeg vil ikke lade al Hæder rive ud af mine Hænder", sagde Torvard. "Tager du vel i Betænkning, hvorledes Forholdene staa? sagde Skeggbrodde; "selvom jeg hjælper dig, har du mange imod dig; det tykkes mig bedre, om du vilde samtykke i, hvad vi kjende for Ret". Det lovede Torvard, at han vilde. Saa blev Flokkene, hvor de var, og Høvdingerne gik frem og taltes ved. "Saa er det vel bedst, vi se at faa Ende paa Sagen", sagde Ejolf. "Det er tydeligt", sagde Skeggbrodde; "lad nu Gelle staa for det for denne Gang, det vil ikke blive dig til nogen Skade". Ejolf spurgte, hvorfor Gelle var nærmere dertil end enhver anden, men det blev dog Enden derpaa, at Sagen b}ev vold- givet ham, han skulde bestemme, hvem der skulde være fredløs og han dømte, at de alle skulde have Lov til at vende tilbage undtagen Hall, men det huede Ejolf ilde. Gelle dømte, at der skulde gives otte Hundreder i Mandebod for Kodran, men Utrygs Drab og Høskulds første Anfald paa Ejolf skulde gaa op imod hinanden, og Torvards og Oddes Saar skulde ogsaa regnes for lige; Ejnar fra Tværaas Huskarl, som var falden, blev der givet Bøder for. Torvard, Torkel, Brand og Høskuld skulde fare af Landet i tre Aar, men Hall maatte ikke komme tilbage. Saa blev Forliget besvoret og Pengene udredede. Ejolf fandt, at han ikke nær havde faaet ud af denne Sag, hvad han vilde, saa opsat som han havde været derpaa, og han var temmelig forstemt.

Der stod et Skib, som tilhørte Kalv den kristne, oppe ved Enden af Svarfadardalen. Torvard vilde ikke hjem, men red hen til hvor Skibet laa; hans Frænder fulgte med, og de rejste Telt oppe i Land. Torvard spurgte Kalv, om han vilde sælge ham Plads paa sit Skib. "Ikke anderledes, end at du bliver halvt om det med mig", sagde Kalv, "og det vil vel ogsaa hue dig bedst saa". Torvard svarede, at saa skulde det være. Ravn turde ikke blive tilbage og agtede sig ogsaa bort med Torvard. Da Ejolf spurgte dette og betænkte, hvor daarlig det var gaaet ham, red han op til Li til sin Ven Torkel og sagde til ham, at han agtede at fare imod Torvard og slaa ham ihjel. Torkel sagde, at det huede ham ilde, at han vilde bryde Forliget, og raadede ham meget derfra, men Ejolf sagde, at han ikke kunde bære over sit Sind, at der ikke blev øvet Mandehævn. Da man var kommen i Seng, blev der banket paa Døren, og Bonden gik ud. Da han kom ind igjen, spurgte Ejolf, hvem det var, der var kommen. "Det var en Mand ude fra Svarfadardal", sagde Torkel. "Hvordan staar det til med Østmændene?" spurgte Ejolf, Torkel sagde, at de var sejlede. Ejolf sagde, at det var ikke efter hans Hoved, og siden red han hjem. Men et Par Dage efter fik han at vide, at de ikke var sejlede; han blev meget vred paa Torkel og sagde, at han havde sveget ham, men da Torvard spurgte dette, sendte han Torkel en stor Kjedel og nogle Stodheste som Gave. De lagde nu Skibet ud under Risø, men der var ingen Bør. En Dag kom der en Baad ud fra Land. Da den var kommen nær til Skibet, rejste der sig en Mand op i den og sagde: "Er her en Mand ombord, der hedder Maar?" Der blev svaret, at Maar var der. "Saa tag dig af din Frænde Torvald den spedalske", sagde Manden, "eller ogsaa skal jeg sørge for, at du ingen Steder kommer". Maar tog imod Manden. "Jeg har Penge tilgode i Land", sagde han, "jeg vil gaa til mine Skyldnere med ham", og da han kom tilbage, sagde han, at nu havde han sørget for ham. Det blev Høst, og de fik endnu ikke Bør. Saa lagde Østmændene Raad op og sagde, at enten maatte de rømme Skibet, eller ogsaa maatte Hall gaa fra Borde. "Lad os hellere tage en anden Beslutning", sagde Torvard, "lad os faste i tre Dage og se, om Gud saa ikke vil gjøre det aabenbart, hvem der volder, at vi ikke kunne komme afsted; vi ville trække Lod, og dømme den til at forlade Skibet, som Loddet rammer, hvad enten det saa er af Eders Mænd eller en af mine". Lodderne bleve viede, og de viste strax paa Kalvs Mandskab, og Maar var Manden de faldt paa. Saa satte de ham i Land og sagde, at han maatte vist have handlet ilde med sin Frænde; han kunde Ingenting svare dertil, og det var der god Grund til, thi han havde myrdet Torvald den spedalske. De vilde nu slaa ham ihjel, men da han angrede, hvad han havde gjort, lod de ham slippe med at give Hælvten af sit Gods til Fattigfolk og Hælvten til den Myrdedes Frænder. De lavede sig nu til at fare fra Risø. Det blev koldt og gav sig til at blæse fra Nordvest. Da de var ved at hejse Anker, brast Ankertovet for dem. Torvard spurgte, om Ingen vilde vise, hvad han duede til og skaffe Ankeret op. Østmændene vilde ikke til det, men saa sagde Hall: "Jeg sparer mig ikke; giv mig Tovet". Saa trak han sin Kofte af og gik til Bunds og fik Tovet i Ankerringen, saa de kunde faa det op. Dermed vandt han sig et godt Lov, og mange, som før ikke havde kunnet lide ham, gav ham nu gode Ord.

De stak nu i Søen og kom over til Norge nordpaa og sejlede saa sønder langs Landet. De havde en skrap Bør, og saa saa de en Dag ved nogle Skjær en Baad med to Drenge i, den ene roede og den anden øste. "Lad os hjælpe disse Drenge", sagde Torvard, "de er lige ved at synke, Baaden er fuld af Vand". "Du sætter os og alt vort Gods i Fare", sagde Kalv. "Skibet indestaar jeg for", sagde Torvard, "og hvad Godset angaar, har du ikke mere at miste end jeg". "Saa lad det da blive som du vil", sagde Kalv. Torvard og Hall sattte nu Baaden ud og sprang i den. Da de kom hen til Drengene, var deres Baad lige ved at synke, Torvard greb fat i den ene og Hall i den anden og fik dem ombord paa Skibet, og saa krydsede de videre mellem Øerne. Torvard spurgte, hvem de var. De sagde, at de hed Uspag og Usvif og var Ulv Stallers Hundedrenge; de var hans Søstersønner. "Hvilke Islændere er i størst Anseelse hos Kongen?" spurgte Torvard. "Det er Ulv", svarede de, "men der er ogsaa en anden, som hedder Jernskegge". Torvard gav dem Kapper og Vaaben, og saa fik de at vide, hvor Kongen opholdt sig, og gav sig paa Vejen did. Ulv tog vel imod dem, da de kom, og spurgte hvor de kom fra. De sagde, at de var komne til Skibs, "og disse gode Mænd her skylde vi vort Liv". "Hvad er det for Mænd?" spurgte Ulv. "Jeg hedder Torvard Høskuldssøn og er fra Ljosavand", sagde Torvard, "og dette er Hall Utrygssøn: en saare gjæv Mand". Da Jernskegge hørte dette, gik han for Kongen og sagde: "Derom vil jeg bede dig, at du vil yde mig Hjælp til at dræbe de Mænd, der nu ere komne, dem har jeg Udestaaende med", og saa fortalte han ham, hvorledes det havde sig med hele Sagen. "Det gaar ikke an at dræbe Folk, der ere komne til mig", sagde Kongen "og gjør du det, skal jeg lønne dig ilde derfor". Skegge gik nu til mange af Kongens Mænd og bød dem Penge, for at de skulde hjælpe ham. "Hvad er det, du har for Skegge?" sagde Drengen Usvif. "Han siger, han har Udestaaende med de Folk, der hjalp Jer", sagde Ulv. " Agter du ikke at tage dig af dem?" sagde Drengen; "er det nu ude med din Bravhed?" "Jeg vil ikke gjøre Forskjel paa dem", svarede Ulv. "Du er en daarlig Karl at tjene", sagde Drengen; "vi havde været Dødsens, om de ikke havde hjulpet os". "Det gaar dig nær til Hjerte", sagde Ulv. "Lidet mægte vi", sagde Drengen, "men vi ville være hos Torvard", og saa løb han og Broderen ned til Stranden og sagde Torvard, hvad der var igjære. "Nu er der igjen Vanskeligheder for Haanden, Kalv", sagde Torvard; "nu vil jeg kjøbe hele Skibet af dig, og saa skal I forlade os, thi andre Folk skulle ikke undgjælde for os". "Nej, saa skal det ikke være", sagde Kalv, "vi ville ikke skilles fra dig", og det samme sagde de andre, alle vilde de blive hos Torvard. "Skegge havde nu skaffet sig et Skib og gik saa for Kongen. "Nu har jeg faaet samlet Mandskab, Herre", sagde han. "Har du truffet Ulv", sagde Kongen, "eller har du havt Hjælp af ham? thi saa er vi enige". Skegge gik nu til Ulv og sagde ham, hvorledes Sagerne stod. "Jeg kan godt lide dig", sagde Ulv, "derfor skal jeg nu gjøre, hvad du beder mig om". Da Skegge nu atter kom for Kongen, og sagde ham disse Ulvs Ord, sagde Kongen: "Der har han vist sig som din Ven, men det stod vel ogsaa i din Magt, hvad Side han skulde vende sig til". Nu er at melde, at Torvard sagde til Drengene: "gaa I nu til Ulv, vi skal nok bjerge os". "Lidet bravt vilde det være af os", sagde de, "vi ville ikke skilles fra dig". Der kom nu nogle Skibe sejlende, og paa et af dem var Ulv. "Hvad mon han vil?" sagde Torvard. "Skrapt skal han ro til, om han har Ondt i Sinde", sagde Usvif. De kom nu hen til Torvards Skib og lagde sig paa begge Sider af det. Torvard spurgte, hvem der raadede for disse Skibe, og Ulv sagde, at de kun kom i fredelig Hensigt. Saa kom Kongen til og saa, hvorledes Sagerne stod. "Hold nu Fred, Skegge", sagde han, "du har troet, at disse Mænd ikke vare blevne idømte nogen Straf, og saaledes er det ogsaa blevet forebragt mig, men nu have vi kaldt Vidner til, og der er Intet at sige om Torvard". Skegge sagde, at han havde ikke sluttet Forlig med dem. "Jeg har overvejet Sagen", sagde Kongen, "og det tykkes mig, at det ikke sømmer sig at overfalde dem, eftersom de have maatte udrede store Bøder og fare af Landet". Saalunde skaffede Kongen dem Fred, og de fór bort. De stævnede til Danmark og siden øster til Vigen. Der traf Torvard en gjæv Mand, der hed Baard, og som han sluttede Venskab med. Ham fik han til at tage sig af Hall Utrygssøn, men selv gav han sig paa Vej til Rom, og Kjøbmændene og Brand fulgte med ham. Baard fór østerpaa med sit Skib. De blev overfaldne af Vikinger, som bød dem gaa fra Skib og Gods, om de vilde beholde Livet; Baard sagde, at han foretrak ikke at slaas, og det samme sagde de fleste af Skibsfolkene, men Hall sagde: "Jeg vil ikke fortrække uden Modstand". "Lad os ikke give os i Kast med disse Vikingers Overmagt", sagde Baard. "Ræddes mine Skyldfolk nu for Storværker?" sagde Hall, "bryd du dig nu ikke om det; jeg gjør, hvad jeg har mest Lyst til". Saa tog han en Stang og slog løs med den til begge Sider og lemlæstede mange af Vikingerne, og da hans Skibsfæller saa det, greb de ogsaa til Vaaben, og Enden blev, at de fik Sejr.

Nu er at melde om Ejolf Gudmundssøn, at han var ilde tilfreds med, at der ingen Hævn var bleven øvet for Kodrans Drab. Han lavede sig da til at fare af Gaarde med fyrretyve Mand og agtede sig nord til Flatødalen til Brettingsstad, hvor Toraren Høskuldssøn, Torvards Broder boede. Der var et Par Mænd, Forne og Ketil hed de, som havde været ude at tage Syn over Faarene, og saa tog de ind hos Ejolf. " Hvorhen gjælder Rejsen?" sagde Ketil. "Det gaar svært til med Gjæstebud hos os Øfjordinger nu", sagde Ejolf, "man faar tænke paa at skaffe noget til Huset; jeg skal til Flatø efter Levnetsmidler". "Du skal have svært mange anselige Mænd med paa den Færd", sagde Ketil. "Sømmeligt er det, at alle vi Frænder følges ad", sagde Ejolf. Der var Ingen, der havde nogen Mistanke om, hvad Færden gjaldt, eftersom der val sluttet Forlig. Ejolf gav sig nu paa Vej; de kom til Toraren, gik ind i Huset og bar strax Vaaben paa ham og dræbte ham og to Mænd desuden. Da de kom ned over Vadlahede, snublede Hesten under Ejolf, og han faldt af, og da han vilde rejse sig, var hans ene Ben stivt, saa han haltede. Da det var Tid at ride til Altinget, tilbød han intet Forlig, men hans Ben var saa stivt, at han ikke kunde gaa, men maatte ride om imellem Boderne. Da han og Finne mødtes, spurgte Finne, hvorledes han var kommet til Skade. Ejolf fortalte ham det. "Jeg skulde næsten tro, at det er Torvards og hans Frænders Fylger, du ikke har kunnet staa dig imod, og at deres Fjendskab er over dig". "Mener du, at deres Fylgjer er stærkere end min og mine Frænders?" sagde Ejolf. "Det vil jeg ikke sige", sagde Finne, "men det vil vise sig, naar vi engang høre noget til Torvard".

Torkel Tjørvessøns Søn hed Rolf; han raadede for Godordet over Ljosavandsfolkene; Da de nu kom til Tinge, søgte man at faa Forlig i Stand, men Ejolf sagde, at han vilde ingen Bøder give. Rolf søgte nu Hjælp. Da han kom til Torkel Gejtessøn og talte om Sagen til ham, sagde Torkel: "Du har Ret, men jeg har ingen Lyst til at gaa imod Ejolf". Saa gik han til Skeggbrodde og sagde: "De Fleste vide Besked om min Sag, men Folk agte Ejolfs Magt mere end Retten". "Jeg tænker, du kommer for at bede om Hjælp", sagde Skeggbrodde, "men jeg mener, du har kun liden Grund til Klage. Jeg vil ikke tage Livet af Nogen for at hjælpe dig, men holde mig til, hvad Folk anse for ret og billigt. Vil Ejolf ingen Bøder give, og du dog ikke kan faa din Sag frem, saa kan vi tænke derpaa". "Jeg vil ikke trygle dig om Hjælp", sagde Rolf, "men jeg skal sige dig, hvad jeg agter at gjøre, i Fald jeg ikke kan faa Sagen igjennem for deres Overmagts Skyld; jeg vil byde Ejolf Holmgang, enten han vil vi skulle møde fire Mand stærke paa hver Side eller vi to alene". "Du er en modig Mand og ikke raadløs", sagde Skeggbrodde; "gjør du, som du siger, jeg skal ikke lade dig i Stikken, og vel kan det hænde, at du kommer derfra med Hæder". Saa gik Skeggbrodde til sin Ven Gelle og sagde ham dette. "Det huer mig ilde", sagde Gelle, "det er en hedensk Skik at holde Holmgang". "Hvad kan man vente sig", sagde Skeggbrodde, "naar en Mand stiller sine Sager slet, og andre maa undgjælde derfor, og naar han dræber sagesløse Folk imod sluttet Forlig?" Da Ejolf fik dette at vide, sagde han: "Skeggbrodde er min Fjende; nu har han to Gange svigtet mig". "Mig kan du takke for, at du slap for de Vanskeligheder, der vilde være opstaaede sidst paa Hejrenæsting, om du var gaaet imod Torvard og hans Frænde", svarede Skeggbrodde hertil; "nu har du dræbt hans Broder og vil ikke give Bøder for ham, hvad tror du der kan komme ud af det? Der er kun to Kaar for Haanden, enten maa du lade Gelle og mig dømme i Sagen, eller der maa holdes Holmgang". Ejolf sagde, at saa mente han, det var bedst at give Bøder. Der var nu ogsaa mange andre, der raadede til at afgjøre Sagen saaledes, og Enden blev, at der blev fastsat Mandebod, og Pengene bleve udredede. Da Torvard kom til Saxland paa Vejen hjem fra sin Romerfærd, traf han paa nogle Landsmænd, som fortalte ham om Torarens Drab. "Der er langt imellem vore Øxer og Mødrevoldefolkenes nu", sagde Torvard, "men de gaa stadig ud paa at faa os til at tage til dem, om vi komme hjem til Island. Nu faar det gaa, som Peter Apostel vil, men bedst mener jeg det var, om jeg ikke kom tilbage". Og saa siges der, at da han var naaet nogle faa Mil videre, blev han syg og mistede Synet, og siden døde han. Brand fór til Kong Harald Sigurdssøn og var hos ham, og ligesaa Hall Utrygssøn. Han var med ham øster i Gøtland, da Kong Harald sloges med Haakon Ivarssøn. Da Harald vilde bort, var hans Skibe frosne inde, saa de maatte hugge Isen op imellem dem. "Ingen hugger haardere i Isen end Kodrans Bane, sagde Kongen. Der var en Mand ved Navn Tormod Aasgejrssøn, en Frænde af Mødrevoldefolkene, ombord paa Magnus Kongesøns Skib. I det Samme Kongen nævnte Kodrans Bane, sprang Tormod ind paa Hall og hug ham Banehug og sprang saa tilbage paa Kongesønnens Skib. Kong Harald blev meget vred og bød, at de skulde gaa imod ham, men da de flokkedes for at gribe ham, brast Isen under dem, og mange druknede. Kong Magnus slap derfra og hjalp Tormod ud af Landet, og han rastede ikke, før end han kom til Miklagaard; der gav han sig i Tjeneste. Men Kongen og hans Søn bleve siden forligte.

Brand for vester til England med Kong Harald. Den sidste Gang de gik i Land, havde Brand en kort Brynje paa, men Kongen og alle hans Mænd havde ladet deres Brynjer blive ombord paa Skibene. Inden Striden begyndte, bød Brand Kongen sin Brynje, men Kongen svarede: "Visselig er du en brav Mand, men behold du selv din Brynje". Og der faldt Brand sammen med Kongen...